Ferie Danmark - hjemme

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 

07. juni 2008

Dagen blev startet tidligt, da MF Harald Blåtand lagde fra kaj i Helsingør kl. 9. Endnu en smuk og dejlig morgen og Øresund var om end ikke som blik, men tæt på. Turen tog 1 time til Hven. Der var serveret morgenmad i kabyssen, men vi valgte at stikke op på soldækket med den og nyde solen i fulde drag.
Ved ankomsten til Hven, fik vi udleveret små, smarte, isolerede tasker med en lille køleboks, og indholdet var, som tidligere beskrevet: Æg og rejer, kold røget laks, kalkunbryst, frikadelle, alt med rugbrød og smør hertil franskbrød med brieost og da vi endeligt spiste, var den medfølgende Wibroe øl dejlig svalende. Forinden var der gået vand og Cola til.
Ved ankomsten hentede vi de forudbestilte cykler og kom på ryggen af dem, og så var det bare at trampe i pedalerne. Hven er perfekt til at opleve fra en cykel - ind imellem går det brat opad og så er det bare at trække og passe på ikke at miste pusten. På dette kort kan køreturen følges fra Kyrkbacken vi ankom til og så nordpå af den røde rute. Hele vejen rundt langs kysten til Bäckviken, hvor rutebåde og færger lægger til fra Råå ved Helsingborg eller Landskrona. Herfra ad landevejen mod nord igen forbi Tycho Brahes Uranienborg. Sidste stop inden udgangspunktet var S:t Ibbs gamla kyrka, hvor der pudsigt nok var bryllup og der blev taget et par billeder af brudeparret, da de kom ud, med stort følge.


 

Det kan bestemt anbefales at opleve Hven på denne måde. Øen er ikke stor, så den er til at opleve på de 5 timer opholdet varede.

Lidt fakta:

760 ha
Længde  4,5 km
Bredde 2,4 km
Omkreds 11,7 meter
Højeste punkt 45 meter
Indbyggere ca. 370

06. juni 2008

Den påtænkte sejltur med Bådfarten på Lyngby sø i går Grundlovsdag blev omgående opgivet da vi opdagede, at vi absolut ikke var de eneste der havde fået tanken om bådfart i dette dejlige vejr. Hold fast der var mange mennesker, med madkurve, køletasker og det er bare ikke helt efter vores opfattelse af en fredelig sejlads.

Kursen blev i stedet sat til Esplanaden, hvor bilen kunne parkeres og så ned til Toldboden, hvor Havnebusserne lægger til og så ud i Københavns havn igen. Fra Toldboden til Dokøen, Operaen, Nyhavn, Knippelsbro og Den sorte Diamant og retur til Nyhavn, hvor vi gik fra borde og vandrede gennem Nyhavn med mange indtryk og videre langs havnen tilbage til Toldboden.

Vi har altså en smuk og spændende hovedstad og der er så meget vi ikke har oplevet endnu i den.

Inden vi kom ind i den varme bil, var der lige en Houlbergs Terrasse med ristede, gode, danske pølser. Ej helt sundt, men godt at køre på. Her kommer en flok billeder fra dagen.


Der kommer også en lille serie billeder via Photo Story her

05. juni 2008

Da vi måtte aflyse den planlagte ferie i Théoule, Provence, fik vi mulighed for at opleve Danmark fra den smukkeste sommerside. Vejret har indtil nu været utroligt smukt, med masser af solskin.

Der har været lidt tid til haven og andre gøremål trods tiden omkring hjælp til Else, som nu er alene.

Dagen i dag skal til dels bruges på Bådfarten på Lyngby sø, som sejler fra:

Lyngby
Sorgenfri
Nybro Kro
Frederiksdal
og retur.

Det kan blive en rigtig smuk tur i dette solskinsvejr.

I morgen går turen med det gode skib "Harald Blåtand" fra Helsingør til Hven, midt i Øresund. Skibet byder på en færdigpakket tur, som byder på:

Sejlads Hven T/R, morgenkomplet, picnickurv, cykelleje.  

Morgenkomplet består af: Rundstykke, Franskbrød, Rugbrød, Ost, 2 slags pålæg, Marmelade og kaffe / te.

Picnickurven af: Varmrøget laks m/agurkecreme, hjemmelavet frikadelle m/surt, æg og rejer, kalkunbryst m/peberrod, brieost med druer, brød, smør og kiks, samt bestik og serviet med en øl eller sodavand.

Det lyder da ikke så tosset?

Sejlturen tager 1 time hver vej, og der bliver rig lejlighed til at nyde solen og vandet maksimalt.

Herom senere

 

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 06. juni 2008