Det nye udhus

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 

30. marts 2008

Der er sket det pudsige, at efter at udhuset er blevet opført, vælger en del at anvende denne indgang til haven som hovedindgang til matriklen og her gælder det primært i tilfælde af vareleveringer, som så bliver anbragt i det fri, når vi ikke er hjemme. Bl.a. UPS er der problemer med, da de ikke altid anvender egne og lokalkendte chauffører, der kender deres kunder.
Det blev samtidig for meget med en genbo, som ikke har styr på deres hund, der tæsker ind og ud af haven, når de skal til eller fra bilen og de kære genboer har ikke helt opfattet venlige henstillinger om at have lidt styr på deres hund - vi gider ikke gøre os uvenner med naboer og genboer for en hunds manglende opdragelse, så også derfor blev det lille projekt havelåge sat i sving. En færdig låge indkøbt i Silvan sammen med en stolpe, hængsler og lukketøj og så lidt gravearbejde - så skulle det være på plads.

De som ikke helt kan finde ud af den ene eller anden indgang har endda fået muligheden for at ringe på. ;-))

05. juni 2007

Allersidste - vist nok. Fliser foran døren er lagt og trappetrin er fabrikeret. Det aller, allersidste bliver at montere et ekstra par halogenlamper til belysning af hylderne med vareprøverne. Det er bare for varmt i dag. Lige nu måles der 28,1 gr. på terrassen, under markisen. Dejligt er det, når sommeren slår til.

20. maj 2007

Så kom finalen. Væggene var i morges så godt som tørre og hjørnelister og kantlister skulle afslutte projektet. Jeg havde dårligt slået 3 søm på plads før Anders var på pletten og der gik ikke mange timer før alle lister var på plads og el arbejdet gjort klar.

Vi fik en pils eller to undervejs mens vores søde hustruer fornøjede sig med mange hjælpende råd, hvilket holdt dem på mærkerne. De tre reoler blev samlet og sat på plads og så gik transporten fra bryggerset til det nye udhus, for at få flyttet alle job prøver m.m. ud af bryggerset og sat i system derude. Idéen med huset blev, at det godt nok ikke bliver frostfrit, men til gengæld fugtfrit, så det er forsvarligt at opbevare prøverne derude og dermed give os plads tilbage i bryggerset

Hvordan skulle udskæringerne i spånpladerne lukkes pænt. Skære lister i smig med en sav eller? Den gode nabo kom naturligvis med sin listesaks og hurtigt var det hele på plads. El arbejdet skulle der lige tænkes lidt over, men det kom også på plads, så nu virker strømmen derude efter bedste henseende og regler. Morten havde lavet det forberedende arbejde. 

En brugt bordplade blev skåret til, så der også er et mindre arbejdsbord. Alt i alt et vellykket projekt, som ved hjælp af venners engagement blev gennemført.

Anders er bare både hjælpsom og engageret. Han elsker at arbejde i træ og har efterhånden ved medbygger i den del projekter hos sig selv og os naboer og vi lavede lidt sjov med at oprette en ekstra hjemmeside som viser hans projekter og resultater. Måske finder vi på at lave lidt omtale her på siden.

Her kommer de sidste billeder fra hele projektet. Under de enkelte billeder - kommentarer:

.

Døren er åbent til morgen

  

19. maj 2007

2. Væggene er slebet ned igen og lakeret op, så I MORGEN bliver det dagen, hvor de sidste lister kommer på plads og der kan flyttes ind. Det bliver dejligt. Om strømmen bliver tilsluttet i morgen er ikke så vigtigt i denne lyse tid.

1. Så blev den første gang lak rullet på spånpladerne - i går. I dag slibes overfladerne og så kommer 2. gang og herefter skal diverse kontakter skrues sammen, kantlister bankes på plads, bord sættes op og reoler samles, så alt materiale fra jobbet kan tømmes ud fra bryggerset og placeres her. Det bliver helt befriende at kunne rydde op i bryggerset, som ligner en krig med alle tasker og prøver, der er placeret på gulvet og alle tænkelige hylder og flader.

 

6. maj 2007

Se, så.

Nu er kronen kommet på værket. Dagen startede med at få skåret og placeret starten på isolationen og Anders dukkede snart op, selvom natten havde været kort efter deltagelse i en konfirmation. Det gik hurtigt fremad og snart var der placeret isolering på alle flader og så startede udskæring af spånpladerne. Katten havde løbet lidt rundt med vinkler og mål, så jo længere opsætningen af pladerne skred frem, jo mere måtte der kompenseres for de lidt skæve mål.

Den største udfordring var den store spånplade, som skulle sidde omkring vinduet. Løsningen blev at skære den til, så den passede ind til sin kommende plads. Vinduet blev afmonteret og der blev streget op udefra langs vinduesrammen på spånpladen og sidste billede viser resultatet. Det er vel Ok?

Begge var vi enige om, at der er en forklaring på, hvorfor tømrer står i lære nogle år, for at lære faget til bunds. Alligevel er resultatet  dejligt og godt. Det er rart, at have gode og hjælpsomme naboer.

Anders havde fra starten frabedt sig ethvert honorar for sin hjælp og det holdt vi. Til gengæld havde vi købt et mini fadølsanlæg, som kan indeholde en fustage på 5 liter Tuborg. Anlægget blev straks samlet og fustagen, som havde ligget på køl siden lørdag, blev isat, og så blev der skænket fadøl. Vi havde en rigtig hyggelig afslutning på byggeperioden, som har været i gang fra 11. april til i dag. Det sidste der mangler er, at montere kantlister og få lakeret spånpladerne - 2 gange og måske gulvet en ekstra gang.

Der blev et overskud på en del forskellige beslag fra Værebro Tømmerhandel, der leverede huset, 1 spånplade samt et bat isolering, fra Jem & Fix, så der kommer lidt penge  tilbage.

Økonomi: Huset havde sin pris, som et almindeligt uisoleret udhus, men ambitionen blev at få et ekstra sted at opbevare meget forskelligt og derfor er den samlede pris doblet. Billederne er fra dagens foreløbige afslutning.

  5. maj 2007

Isoleringsmateriale, 5 bats og 8 stk. 16 mm spånplader (120 x 250 cm) blev i dag købt og kørt hjem fra Jem & Fix i deres låne trailer. Ved den lejlighed blev der kørt et større læs affald til omlastestationen. I morgen søndag er ambitionen at få isoleret huset og dermed få det beklædt med spånpladerne. Det skal meget gerne lykkes, da vejrudsigten lover regn tidligt på aftenen og de efterfølgende dage.

 

4. maj 2007 kl. 18.00

I dag, som er Danmarks befrielsesdag og St. Bededag, har det gode hus fået lakeret gulvet anden gang, efter en let slibning og det bliver sværere og sværere at forestille sig, at den fine tilbygning skal have status som redskabsskur, men sådan er det. I morgen hentes isolering og 16 mm spånplader på 122 x 250 cm, som skal danne den indvendige beklædning, som tidligere bemærket, bliver lakeret så spånpladernes struktur virkeligt bliver fremhævet. Vi, Anders og jeg, regner med at færdiggøre beklædningen søndag, så der alene er lakering og flisearbejde tilbage, foran huset. Det bliver en fest at få installeret reoler derude og få placeret alle vareprøver derude, så vores bryggers kan finde lidt tilbage til private rammer. Sådan så det ud i dag:

29. april 2007

Så kom vinduet på sin plads og processen tog sig sådan ud.

.

Den hvide lap på ruden er et klistermærke, som skal fjernes. Det eneste der stikker i øjnene er forskellen på træet til selve huset og døren. Døren får en omgang linolie for at beskytte træet et år frem, og så får det lov til at være et år frem, så al overskydende imprægnering er borte og herefter skal det hele males. Gulvet bliver lakeret i dag med en halvmat lak.

28. april 2007

Sternbrædder er kommet på plads og gulvet er lagt i dag. Aluminiumprofiler afsluttede taget. Desværre begyndte regnen at styrte ned, så projekt vindue må lige vente til senere på dagen eller til i morgen. Gulvet blev sjasket godt til med skidt og møg, da regnen kom, men her kom Lisbeth med kost og spand, og så var det som nyt igen. I morgen dækkes det til inden det bliver lakeret godt og grundigt.

Kommende:

  • Vindue isættes

  • Isolering med Rockwool, som inddækkes af 16 mm spånplader, der lakeres.

Nabo Stina var lige forbi og med hendes dejlige humor: "Der burde monteres en vejrhane her i jeres kolonihave". Nu har vi et næsten færdigt udhus og en flagstang med vimpel og flag til specielle lejligheder. Vi holder også meget af dig, Stina.

Nyt følger................. ;-))

Udhænget er rigtigt godt, terrassen ligner en krig, men grillen skal frigøres til aften, da menuen hedder "spareribs" med noget så simpelt som kartoffelmos. DET kommer til at smage godt.

Markisen er et hit, når regnen pludseligt falder, da vi hurtigt får at under "tag" og heldigt er det, at solen skinner igennem igen her til aften, så den kan tørre igennem inden den rulles ind.

27. april 2007

Ja, det skrider frem. Isolering under det kommende gulv blev skaffet og langt i to lag. Først 100 mm mellem strøerne og fundamentet af leca sten og efterfølgende 50 mm som næsten flugter med strøerne. Ovenpå det sidste lag udspændes en membran for at hindre fugt fra jorden i at trænge sig videre op igennem isoleringen til selve gulvet.

22. april 2007

Dagen i dag blev lang og med resultater. I går var tanken Ok at få monteret taget og døren og vente med at sømme de yderste brædder på plads. Sådan blev det ikke ifølge entreprenør Anders. Først på med alle brædder og det gik forbavsende hurtigt. De for høje brædder blev kortet ned med en håndsav og så var der klart til at få lagt taget. Det blev lagt efter forskrifterne og mangler kun sternbræt på forsiden og tagrende på bagsiden. Døren - der blev tid til også at få den monteret og at få rammen omkring færdiggjort, så nu er der småting tilbage udendørs. Det var dejligt at kunne lægge alt værktøj ind i huset og lukke og låse døren, inden fortsættelsen følger. Næste skridt er tætningslister til døren og indkøb og lægning af styropor som isolering under det kommende gulv.

Hvilken farve skal huset have og de omkringstående hegn. Sort, hvid, brunt, grønt, lilla, blå. På den anden side af huset er udhus, brændeskrud og tagudhæng malet en mørkere grå nuance og skal de farve være gennemgående for alt træværk? Vi taler en del om dette og finder med sikkerhed en beslutning. Forslag:

Fortsættelse følger................

21. april 2007

I dag blev der taget et stort skridt. Hele fundamenter er klart og dagens opgave var at få slået de første brædder på og det blev i første omgang til 63 stk. af slagsen og forbruget af søm løb op på 378 stk. . Forinden var udhuset beklædt med vindpap, som brædderne blev sat udenpå.

Under de enkelte billeder er der en kort tekst - klik på højre / venstre pilene for at se alle billeder.

.

Vindpap og de første brædder på plads

I morgen kommer Anders på banen igen og så skal der lægges thermotag og døres skal monteres. Sideløbende skal de efterfølgende  brædder skæres til og bankes på plads.

Finalen kan trække lidt ud - under gulvet skal der isoleres med styropor, gulvet skal lægges og den kommende isolering med Rockwool bats skal gemmes inde bag relativ tynde spånplader. Forinden skal strømmen trækkes over fra det udendørs stik og kontakter monteres, men det bliver ren hyggearbejde, hvor det ikke javer så meget. Herom senere ..............

20. april 2007

Indkøbene er foretaget forleden hos Stark. Som andre har de den gode service, at man låner en trailer til at fragte købet hjem på. Vindpap,  jernbånd til stabilisering og døren, som er helt fin med håndtag og cylinderlås. Bestilte thermotag til levering i onsdags, Alt til gode priser og det, der reelt måtte blive i overskud, kan returneres. Den gode Anders har været i gang igen i vores fravær. Krydsene er monterede og halvdelen af huset er rottesikret. Projektet går herefter på, at få sikret resten mod rotter, få monteret vindpappet i takt med, at de udvendige brædder sømmes på plads. Mon ikke taget bliver monteret i den kommende weekend? Så langt så godt.

Næste skridt er isolering under gulvet med flamingoplader og få lagt gulvet. Føljetonen fortsætter ..................

15. april 2007

Under mit fravær fra torsdag til i dag søndag, har Anders arbejdet videre på huset, og rundede lidt af i dag med tagkonstruktionen. Stiger er ikke altid nødvendige. ;-)

Det kan se ud som om der skal være et gevaldigt udhæng / en pergola, men det bliver kun til den dag, hvor bjælkerne kortes ned til ca. 40 cm udhæng. Det næste der skal ske er indkøb af:

  • Vindpap, som omtalt længere nede

  • Plastmo Thermotag, lys-gennemskinneligt 3 x 1 meters plader med monteringsskinner

  • Galvaniserede og hullede jernbånd -  monteres i kryds på husets 4 sider, for at stabilisere konstruktionen inden den beklædes med brædder

  •   Isoleret dør - holde øje med tilbud hos Jem & Fix eller Silvan i den nærmeste tid.

  • Thermo vindue (energirude) er bestilt hos Glas-Direkt. 50 x 50 cm - kr. 158. Er det billigt?

12. april 2007

Jeg glemte at tilføje, at inden brædderne fastgøres, bliver huset pakket ind i sort vindpap som er en folie der er vindtæt. Bunden ved rammen bliver fyldt ud med flamingoplader og hele vejen rundt om huset, monteres eternitplader, som graves ca. 10 cm ned i jorden og fastgøres til soklen - sikring mod rotter.

11. april 2007

Anders Nabo holder ferie i ugen her efter påsken og vi mødtes i dag på P-Pladsen, hvor han var ved at ordne noget i bilen. Anders MÅ altid have projekter kørende i sin fritid, da energien og lysten til at klø på er høj. Hans planer for dagene faldt ikke helt i hak, da  han mangler levering af forskelligt. Spørgsmålet kom ind på, hvornår jeg havde tænkt mig at skulle i gang med udhuset. Jeg står over for en torsdag, fredag, lørdag og lidt søndag med udstilling, så der var ikke meget tid at give af, men alligevel var jeg så langt fremme med at pakke ned til udstillingen, at vi blev enige om, pakke den store palle ud og prøve at få et overblik over, hvordan det leverede træ skulle anvendes. 1-2-3 var Anders i gang med at samle bundrammen og vi fandt ret hurtigt ud af, efter hvilke principper det skulle ske. Hjørnestolpe, virkeligt i hjørner og herfra går rammen ud. Vi fortsatte til ca. 18.00. Desværre er der ikke billeder fra den første, provisoriske samling af bundrammen - det kunne være sjovt at have billeder af flytningen fra den anden side af flagstangen - det var som at flytte et kæmpebord og lirke det rundt om flagstangen. Ret hurtigt udviklede det sig med at bygge vide, lave fundament af de leverede Leca blokke og lige med et, var grundlaget for huset på plads.

Flagstangen blev i øvrigt flyttet til sin nye plads i formiddag - det tog vel ikke mere end et kvarters tid.

I forhold til den oprindelige plan og tegning bliver døren flyttet fra langsiden til enden af huset ind mod haven, så den ligger uset for forbipasserende. Samtidig blev det bestemt, at den originale dør erstattes af en rigtig dør, med isolering i og rigtigt håndtag og aflåsning med nøgle, som kan tilpasses husets øvrige dørlåse.

Det leverede vindue viste sig at være en simpel acrylplade og det går ikke. Skal huset være ordentligt isoleret, hjælper det ikke at kulde / varme fiser lige igennem en acrylplade. En termorude på f.eks. 50 x 50 cm koster den formidable sum af 158,00 hos Glas-Direkt.dk, så mon ikke det bliver løsningen.

Billeder fra dagen - tekst for hver enkelt billede er under billedet.

.

Rammen er flyttet til sit blivende sted

Historien opdateres naturligvis, som udviklingen skrider frem. 

30. marts 2007:

Det begynder at knibe med pladsen - både indendørs og udendørs. Det oprindelige udhus ligner en krig (og er det), at se på. Tanken er at etablere et ekstra udhus i haven og hos Værebro Tømmerhandel er der bestilt et mindre udhus på 6,3 m2, som vil kunne aflaste en del pladsproblemer.

Dette syn er ikke noget at være stolt af

Tanken er, i princippet, at det oprindelige udhus tømmes for stort set alt og bruges kun til det, der skal være lige ved hånden, så der kommer mere åbning i vores indgangsparti. Døren / væggen fjernes helt. Det der er i dette udhus flyttes til det nye, som ser sådan ud. Billederne er taget hos Værebro Tømmerhandel.

.

For at få placeret det nye udhus må der en del beskæring til af buske / hæk, så det kan finde sin rette plads. Placeringen kræver, at vore flagstang må flyttes. Det kræver en ny nedstøbning af et underbeslag, som var forbavsende billigt. Det vil kræve lidt energi at grave et nyt hul på 35 x 35 cm x 95  cm dybt, men det er sket før.

Det nye udhus skal have tilført strøm og det er godt, at Morten og Maria kommer i påsken og med Mortens uddannelse som elektriker, kan det ikke gå helt galt. Vi får monteret en udendørs stikkontakt samtidig, så vi har strøm på terrassen til forskelligt gøremål. Sammen med dette el-arbejde, tilsluttes en ny markise med motor, så vi bare skal trykke på en fjernbetjening for at rulle den ud og ind.

Ambitionen er at udhuset skal isoleres så det, om ikke bliver frostsikkert, så det kan holde den værste kulde ude.  Med den vinter vi har haft i 2006/2007 kan det vise sig unødvendigt, men alligevel.

Der var et par friske folk, som før påsken fjernede de gamle bambusplanter ind mod naboen. Bambusplanterne var gået i blomst og så var det slut med dem. Samtidig skulle der omplantes og ryddes buske for at give plads til den nye tilbygning. Der blev også tid til at grave et nyt hul til beslaget til flagstangen. Det skal lige hærde i 8 dage, og så kan den flyttes - formodentligt næste søndag. De gode folk knoklede fra 10.30 til 18.00 og fik virkeligt noget fra hånden.

Lidt billeder fra dagen

.

 

Billedet er af det nye udhus, som kom på 2 paller forleden.

Fortsættelse følger. Nye informationer kommer til at ligge øverst på siden

 

   

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 13. april 2008