Græsplænen renoveres | |
22. september 2013 |
|
08. juli 2006: Græsplænen omkring huset har altid drillet. Den har heller ikke fået den bedste pleje gennem årene. Den sidste, lange vinter, havde store træer og buske givet mosset de bedste betingelser for at stortrives i skyggen. De skyggede for det sparsomme lys, og sneen lå usædvanligt længe. I foråret blev vi rådet til at give græsset / mosset en behandling med TRIM fra Bayer. Det skulle slå mosset ihjel og styrke grokraften i græsset, men det med grokraft i græsset virkede ikke. Til gengæld døde alt mos og endte i brune, grimme plamager. De store syrenbuske blev klippet kraftigt ned og 2 store fyrretræer, som stod på fællesarealet og gav meget skygge i forår og efterår, blev fjernet af gartnerne i april måned, så nu skulle den kommende græsplæne have de bedste chancer. Klik på de fleste billeder for forstørrelse Løsningen blev anskaffelse af en Ginge plænelufter som er forsynet med en 400 watt motor og arbejdsbredden er 32 cm. 45 fjedre sørger for effektiviteten. Fjedrene drives rundt af elmotoren og fjerner ukrudt, gammelt græsafklip og mos, der gør det umuligt for plænen at ånde. Fjedrene kan efterfølgende udskiftes med en valse med 3-delte knivblade. Den vertikalskærer ned i plænen så luft, vand og næringsstoffer igen kan trænge dybt ned i jorden. Da jeg var i gang med dette i går, var temperaturen bare på 28 gr. i skyggen, så der var indlagte pauser med masser af koldt vand. Efterfølgende skal der sås nyt græs, som skal være robust og hos Planteskolen blev der købt græs til ca. 200 m2. Det blev en Weibulls Extra Green - en blanding for dem, der ønsker en tæt og god græsplæne, der samtidig er robust og ikke skal klippes for ofte. ;-) Sammen med dette kunne jeg på planteskolen, låne en såmaskine og blev pålagt, at der skulle sås både på kryds og tværs, så den kommende græsplæne ikke vil optræde i striber. Som afslutning, skal det hele tromles med en net-tromle, som også kunne lånes. Begge mod et beskedent depositum. Alt i alt blev der fræset og skåret 7 fyldte sække med gammelt mos og ukrudt fra den gamle plæne og det taler vel lidt for sig selv, når der er tale om kun ca. 200 m2 Det var rart at få det hele tromlet igennem efter såningen og så skal vi kun have den store tålmodighed frem, det kan nemlig tage sin tid før resultatet af anstrengelserne forhåbentligt viser sig. Stik imod min opfattelse, fastholdt planteskolen, at jeg IKKE måtte begynde at vande med haveslangen, men lade det hele være i fred. Så skulle der nok komme et godt resultat og derefter haver man sig at rette. Hvad der kommer ned fra oven af vand, kan hverken planteskolen eller vi kontrollere, så det er alene af det gode. Måske er det lidt svært at finde logikken, men efter at have checket spørgsmålet på en anden planteskole, som har samme mening, ja så sparer vi da på de dyre vanddråber fra vandhanen. I dag har vejret været mere overkommeligt - omkring 22 gr. C og det var rart at kunne afslutte arbejdet sent lørdag eftermiddag. Om der kommer regn de kommende dage? Skidt, pyt - vi skal jo bare nyde at arbejdet er overstået og at det er sommer med dejlig sol og varme. Ellers skulle vi være nogle skarn .................................................................................... Læs også om den nye, lille terrasse: Klik her
|
|
Dette Websted blev sidst opdateret 09. april 2007