Ny, lille terrasse ved brændeskuret

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

Det hele startede med, at Jørgen og Annalise i år vil købe brænde i bure, da Jørgens ryg ikke længere klarer at slæbe 4-5 m3 ind fra P-pladsen, lægge dem i brændeskuret og slæbe det ind til forbrug i løbet af vinteren.

Derfor vil de købe 2 bure, som de kan have ved deres indgang. De spurgte, om vi måske ville være med, da der så kunne spares fragtpenge.

Problemet var, at vi ikke havde nogen steder at placere 2 bure, da der ved siden af brændeskuret var et stykke græs, og her kan man ikke køre med en palleløfter.

Tankerne rendte lidt rundt og da det lille græsstykke ved brændeskuret altid har været svært at holde pænt og ordentligt opstod tanken, at lægge fliser/sten i stedet. En aftale blev lavet med Jesper Brolægger om, at han ville fjerne græs og jord og levere grus og lægge stenene mens vi var på ferie i uge 22. Stenene blev købt og leveret af Vejby Cementstøberi.

Pænt så det ud da vi kom hjem, men brændeskuret så rigtigt fælt ud, da det er flere år siden at en pensel har været i nærheden, så i tiden efter har det fået en omgang med maling i samme granitgrå nuance, som resten af træværket. Nye tagplader og en hvid tagrende med en galvaniseret kæde, til at lede vandet ned i en faskine.

Kommunen har, foruden affaldsstativet, forsynet os med en papircontainer og de stødte meget i øjnene. Hidtil har vi haft en stor elefantgræs ved hushjørnet, men den blev fjernet af Brolæggeren efter aftale. Vi var lidt kede af at sige farvel til den, men der må være lidt konsekvens en gang imellem. Som erstatning købte vi, på Nordsjællands bedste planteskole, nogle nye planter som blev sat i zinkkrukker fra Silvan og pludselig kom ideen til at kamuflere det grimme affaldsstativ – bag et par bambus, også plantet i samme firkantede zinkkrukker. Vupti – pænt at se på, synes vi og vores naboer, som har fulgt projektet tæt. Nabo Stina arbejder med sin gemal Anders for at få ham til at lave det samme på deres matrikel og det skal nok lykkes for hende, kender vi hende ret. Stina ville gerne have fundet zinkkrukkerne før os, da hun er ret vild med dem.
Papircontaineren er placeret for enden af brændeskuret, under birken og dermed usynlig - næsten.

 

Alt dette har sat gang i meget andet i og omkring haven. Syrenbuske er blevet for høje, hækkene skal klippes, græsplænen er en katastrofe. Den blev i høj grad ramt af mos (og manglende omsorg) i den forgangne vinter, så nu er der store brune pletter overalt af dødt mos.

.....................................................................................

Læs om renovering af græsplæne: Klik her

 

   

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 09. april 2007