23. juli 2004 - Sommerens weekendtur starter i morgen den 24. juli. Vi kører sammen med Cecilie, Mette og Carsten mod vest.
Igen er detaljer holdt tilbage, da der gerne må være lidt overraskelser for store og små, men meningen er, at vi ikke skal få lejlighed til at kede os - ret meget. Heldigvis lader det til at vejret vil være med os, specielt i morgen lørdag - søndag kan det være lidt mere usikkert. Der er lovet både sol og lidt regn.
Detaljer følger:
Den 24. juli 2004
Vores weekend startede i let regn mod Fyn. Først på Broen klarede det op og da vi ankom til første stop (Egeskov slot), skinnede solen fra en dejlig, blå himmel. Vi kørte i en rigtig familiebil, hvor der var rigeligt plads til os alle og vores bagage. Vi (Carsten og jeg) havde hver sin GPS Navigator med og måtte koncentrere os om at holde bilen på rette spor, da det ind imellem blev mere interessant at følge navigatorerne end bilens kurs, men frem kom vi.
Egeskov Slot er helt fantastisk med masser af spændende ting at se på og at foretage sig. Det spænder fra flotte blomsterhaver, legepladser for ungerne, labyrinter for store og små samt forskellige museer, som indeholder veteranbiler, motorcykler, Falck-museum osv. og endog Draculas krypt med en helt speciel belysning.
Træk musen over det enkelte billede og få beskrivelse - klik på billedet for stort format.
Herefter kørte vi videre til Svendborg hvor vi skulle sejle med "Helge", som er et gammelt skib, som sejler mellem Svendborg, Thurø, Troense og Valdemar Slot T/R og vejret var stadig med os. Det "trak" lidt når vinden var på tværs, men vi havde et par dejlige timer med luft og vand og så mange drømmehuse, som ligger helt ned til Svendborgsund.
Efter dette, skulle vi vente et par timer til der var færgeafgang mod Ærø, som var målet med rejsen. Vi valgte at bruge tiden på en udendørs servering hos Restaurant Valentino, hvor vi ville have lidt grillstegt hummere, blæksprutte-ringe, thatziki, brød og hvidløgssmør. Kun dette, med lidt af den gode danske øl, for at vente med at spise en rigtig god middag, når vi var kommet til Ærø. Det blev en blandet fornøjelse på stedet, da der var lang ventetid og de halve hummere havde med garanti havde været frosne og skulle tøs op, da de ved servering var halvkolde og tørre. Men - solen skinnede og færgen sejlede snart.
Vi kom til Ærø midt på aftenen og skulle overnatte i Marstal, hvor vi kørte direkte til. Uden at tænke for meget over det, spildte vi unødigt tiden med at checke ind, og pakke ud, og lige pludseligt var klokken et kvarter i ti og vi var sultne. Hotellet var fyldt med spisende middagsgæster og vi kastede os ind i bilen i det håb om at der stadig var åbne spisesteder i Ærøskøbing, men ak, alle havde lukket deres køkkener og selvom vi mødte stor forståelse fra forskellige restaurationer, så var der ikke meget at gøre. Specielt var der stor forståelse og råd fra Det Lille Hotels personale, som brugte tid på at ringe rundt for at høre andre steder, om der var åbne køkkener. Slukørede tilbage til hovedgaden hvor Mette mente at hun havde set en Café nede i nærheden af havnen. Her, hos "Lille Claus" var redningen. Ægte dansk fiskefilet med pommes frittes og sprød salat reddede vores middag. Vi havde drømt om alt muligt fra stegt rødspætte, spareribs, møre bøffer til stegt flæsk med persillesovs, men "Lille-Claus's" fiskefileter tog præmien. Mætte og trætte tilbage til hotellet i Marstal.
I dag, den 25. juli spiser vi masser af morgenmad og startede dagen med en rigtig spændende oplevelse: Rundflyvning i et Cessna fly ud over de nærmeste øer nord for Ærø. Vejret havde desværre skiftet så der var overskyet og finregn, men af sted ville vi. Der blæste en pæn vind på tværs af "startbanen", som var en lang, markeret, græsmark og i luften gik det. Vi kom ud over Marstal og endte med at runde Ærøskøbing. Landingen gik perfekt. Vores pilot, som undervejs fortalte om geografien, havde bestemt prøvet at flyve før, og da pigerne bagved klappede under hyl og grin, ved landingen, takkede han mange gange - han var åbenbart ikke helt vant til dette.
Da vi landede begyndte regnen desværre for alvor og stod til tider ned i stænger, så vi chancede at tage en tidligere færge fra Marstal og var så heldige at komme med som den allersidste bil mod Rudkøbing. Selv tilskuere heppede for at vi kunne komme med. Herligt. Forinden havde vi været i Søby og ude ved Skoldnæs Fyr, men alle de steder vi havde tænkt på at besøge følte vi, regnede bort. Det regnede stadig da vi kom til Rudkøbing, men mere moderat og der var lidt besøg i forskellige forretninger og sluttede på Restaurant Neptun på Havnen hvor vi fik verdens bedste biksemad, med spejlæg og tilbehør. Herefter satte vi os i bilen, mætte og var tilfredse med at afkorte turen nogle timer, vejret taget i betragtning. Hjemturen blev klaret på 2,5 time.
Der følger sikkert mere, når indtrykkene har sat sig, fra en god og dejlig weekend med godt humør.
Temperaturen lige nu - på Fyn
Startside
Dette Websted blev sidst opdateret 09. april 2007