Vores sølvbryllups rejse 14.11 - 2.12.2012

                              
                                 23. august 2014

                           

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 


Fortalt den 08.12.2012

Så oprandt dagen hvor den store rejse skulle tage sin begyndelse. (14.11.2012)
Tidligt oppe og af sted mod Københavns  Lufthavn, hvor vi skulle checke ind senest 2 timer før afgang - vores nabo Anders havde tilbudt at køre os derud og hente os ved hjemkomst og det var vi både glade og meget lettet over, da det løste alle parkeringsproblemer.

Vi lettede til planlagte tid kl. 7.15 med SAS og ankom til Frankfurt til tiden. Der var rigelig tid til at finde gaten til USA flyet, trods massiv kontrol af papirer foretaget af amerikanske myndigheder.

Flyet skulle have været et Boeing 747, men til glæde og overraskelse var dette ændret til et Airbus A 380 - det nyeste skud på stammen fra Airbus og tro mig - det er STORT - meget stort.
2 etager til passagererne. 1. sal til dem der har mange penge og underetagen til os andre og sammenlagt rummede flyet lige omkring 500 passagerer og det er mange i ét fly.

Det er også mange passagerer der skal forbi paskontrollen ved ankomsten - kontrollen er meget grundig og papirarbejdet hjemmefra skal bare være i orden. Der tages fingeraftryk af begge hænder samt foto af øjnene og alt tager sin tid - små to timer for at slippe igennem nåleøjet.

Alle flysæder foran eget sæde var forsynet med en interaktiv TV skærm og der kunne vælges mellem kameraer som viste: Fra spidsen af flyet, på haleroret i flyveretningen, lodret ned, og flyveruten med flyets aktuelle position, så det var alene god underholdning. At der også var masser af filmkanaler og audio kanaler fuldendte underholdningstilbuddene. Vi havde selv egne iPads og iPhones med, så tiden gik relativt hurtigt.  

Turen gik fra Frankfurt ud over Den Helder, Holland, nord om Island og over Grønland et godt stykke nord for Nuuk, via New Foundland og diagonalt ned over det store land til San Francisco, hvor vi landede 13.00, lokal tid.

Start fra Frankfurt med A 380

Landing i SFO
Hey - solen skinner og det er varmt

Mette hentede os og turen gik til deres hjem i Fairfield,

hvor Hugo havde lavet en dejlig krydret suppe og senere serverede sandwich' med tyndt skåret, grillet oksekød og tilbehør.
Snakken gik og klokken endte hen ad 6 dansk tid, så vi var sådan set klar til at ramme puden, da vi skulle videre ret tidligt dagen efter

Tidligt op igen for at køre til Oakland Lufthavn, hvor Hawaiian Airlines ventede os for at flyve os til Maui via Honolulu og her ankom vi omkring 15.00


Oakland Airport


Nora og Brian hentede os i lufthavnen Kahului og vi rullede lidt rundt for at få et indtryk af den nærmeste omegn og endte på én af strandene med en kold øl.
Indkøb og hjem til deres by Pukalani til menuen med lammekroner som Brian tilberedte som den erfarne kok han er - dejlig sovs og kartoffelmos til samt et godt glas rødvin eller måske 2


I lufthavnen


Hjemme i køkkenet

Dagen efter igen tidligt op, for at opleve solopgangen på  Maui’s største vulkan Haleakala der er 3.055 meter høj, så fra at komme fra ca. 20 gr. varme endte vi deroppe med omkring 0 grader, så vi var fornuftigt påklædte. Vinden blæste en del og der var koldt deroppe, men utroligt smukt.

 

  

  

           

Tilbage til hjemmet for at skifte til sommertøj og ud at spise morgenmad hos "Charles" - en hyggelig restaurant hvor vi fik Fish & Chips, som på ingen måde kan sammenlignes med det fedtede junk, der serveres i London.
Så er det sagt.

Nogle timer ved stranden, hvor Brian ofte surfer og nyde de store bølger og solen og stranden.

                 

        

  

Til aften stod den på Stufz bøffer med flødekartofler. Det mætter grundigt.

Dagen efter en heldagstur det halve af øen rundt med første mål byen Hana, som ligger i den østligste ende af øen. Naturen skiftede meget og vi oplevede alt fra regnskov til gold natur på øens sydlige side.

map of Maui

Det var en lang og dejlig tur med mange stop undervejs til små gåture og tid til at fotografere

 

           

  

                    

        

     

                       

Middag på Casanova med en dejlig pastaret og et dejligt glas Margarita.

Næste morgen - lunt og lovende vejrudsigt, så kursen blev sat mod Lahaina i den vestlige del af øen. Her er der strand, lunt Stillehav og et feriecenter, hvor vi i restauranten fik


Coconut Calamari

og


Crab Macadamia

og hertil et glas Mai Tai


som er baseret på
mørk rom, Curaçao, likør, og lime juice
Læskende, men lumsk. :)

Små to timer på stranden, inden turen gik tilbage.

        

  

     


Skyerne trak lidt op, men lod det blive ved det

Mandag den 19.11 var vores store dag, hvor vi bekræftede vores første 25 års ægteskab. Det skete ved stranden tæt ved solnedgang kl. 17.00. Højtideligheden blev afholdt af en lokal præst, som kom i sit daglige tøj og gjorde den uforglemmelig. Stille og berørt bekræftede han de første 25. år og bad os gentage vielsesritualet efter ham og at det gælder for de kommende 25 år. Det var en utrolig oplevelse hvor det var umuligt ikke at lade en tåre trille og det gjaldt ikke bare for os fire, Nora, Brian, Lisbeth og mig selv, men endog præsten blev berørt og var ubeskrivelig nærværende og behagelig.

Vi vil aldrig glemme ham.

  

                 

    

Der blev taget mange billeder af højtideligheden - Nogle er kommet, men der mangler stadig et antal, da det var en professionel fotograf der stod for dem, og han har endnu ikke haft tid til at redigere dem alle - desværre, men vi ser naturligvis frem til at de kommer frem.

Herefter kørte vi til Café O'lei og spiste en mega højrebsbøf, som det var helt umuligt at sætte til livs. En Margarita og en kold øl blev det også til.

Dagen efter hed det sol og vandgang - ikke for meget sol, da den er kraftig på de kanter, men at tulle ud i vandet og vugge op og ned i bølgerne var utroligt dejligt, Vandet er ca. 22-23 grader varmt og virkeligt behageligt. Brian og jeg fik en dejlig lang snak mens vi skvulpede op og ned

Onsdag var det afrejsedag og en vemodig en af slagsen. Vi var på stranden et par timer inden flyet skulle lette 13.45 mod Oakland, hvor vi landede 20.25 (der er to tidszoner mellem Hawaii og fastlandet).


Her blev vi hentet af Mette og Hugo og endnu engang blev det en sen aften med masser af snak.

 

Torsdag var det Thanksgiving og dagens program var forberedelser til det store madorgie - naturligvis med kalkun og alt det tilbehør der kunne frembringes. Deres venner Joe og Kathleen besøgte os og alle blev bare stopmætte ud over alle grænser.

Aftenen forløb hyggeligt med plads til afslapning.

Øst for Fairfield ligger en relativ stor sø, som vi gik rundt om, for at samle lidt af appetitten igen og jeg var glad for at mit slidte knæ holdt til turen rundt. Dagen efter kom en større udfordring - bag ved søen ligger nogle høje bakker (ca. 500 meter) og den skulle vi op på. Stierne var stejle ind imellem, men med små ophold undervejs, lykkedes det at komme derop. Jeg havde min Unloader One knæbandage fra Össur på for at stabilisere det og det gik Ok.
Nedturen var ad en smal sti, som cyklister primært bruger og den rute er længere end turen op, men det var en stolt "mig", der både kom op og ned igen.
At jeg så mærkede til det de efterfølgende dage - noget for noget.

  

                 

 

     
 

Søndag blev sølvbryllupsdagen holdt officielt. Napa Valley Wine Train kører gennem hele vindistriktet i roligt tempo og her spiste vi en dejlig middag med god vin til. Togvognen er i to etager og vi spiste naturligvis på den øverste, hvor der var en ekstra god udsigt. Solen var med på turen og efter tilbagekomsten kørte vi til Sonoma og kiggede os lidt omkring.
På sådan en dag er det naturligvis vigtigt at have kameraerne med, men. . . . .  Dem havde vi bare lige glemt, så vi måtte nøjes med kameraerne i vores telefoner.
Middagen bestod af store steaks grillet af chef Hugo, som bare kan det der.

  

     

Der blev tid til en fisketur med Ray. Det var en rigtig god oplevelse. Ingen vind, let sol og lunt vejr. Ingen fisk af betydning men skidt med det - naturoplevelsen var absolut turen værd.
Dagen sluttede med middag hos Kathleen og Joe og det blev en hyggelig og munter aften.

 

     

             

  

Vi kørte ud til et specielt bilmuseum, Blackhawk hvor der blev brugt et par timer og herefter et andet museum for specielle biler og dagen endte med middag med Ray og Marie, hvor vi igen blev grundigt mætte.

Dagen for hjemrejsen kom og det er altid en skidt dag at komme igennem.

Vi skulle ikke lette før 21.10 og kørte allerede fra Fairfield kl.16.30, da trafikken er heftigt. Syv spor i hver retning og så går trafikken alligevel i stå - helt i stå - ind imellem, men vi var i god tid i lufthavnen hvor alt klappede gennem sikkerhed etc., så vi kom i luften til tiden. Det var igen bare at indstille os på at sidde i samme sæde de næste 11 timer og det er mange timer at se frem til, men det gik og mellemlandingen i München forløb uden problemer.

Overraskelsen var at ankomme til Kastrup og få advarsel om at gå MEGET forsigtigt på det lille stykke fra flyet til trappen for det var mere end glat. Det var noget af en overgang fra små 30 grader på Maui, omkring de 20 grader i Californien og til minus to ved landingen.

Herhjemme var temperaturen minus 7 grader. Anders hentede os i Kastrup og da vi kom hjem havde de kære naboer lavet en æresport til os og det var rigtigt rørende.

En dejlig velkomst og afslutning på vores livs rejse

 

Tak til dem vi besøgte og som gjorde vores ophold fuld af gode minder og til os selv for at være gode til at rejse og opleve sammen.

*************************************************************************************************

26. oktober 2012


Ruten fra Frankfurt med Lufthansa til San Francisco


Ruten fra Oakland med Hawaiian Airlines til Maui

24. juni 2012

Her har jeg tidligere fortalt om vores kommende sølvbryllupsplaner og ved en ærgerlig fejl er alt det skrevne gået tabt.

Jeg vil derfor forsøge at genetablere det tabte, så vidt muligt.

At jeg skriver dette i nogle timer, hvor Vorherre virkelig har åbnet for regn sluserne er lidt hyggeligt en junidag.

Fortællingen læses nedefra og op til denne understregning.

********************************************************************************************************

Ca. 10. juni 2012

Selve sølvbryllupsdagen holder vi i Fairfield med Mette og Hugo og kan deres voksne børn komme med, vil det være rigtig godt.

Mette kom med idéen om, hvordan vi kunne spise sammen på selv dagen og da de bor meget tæt på vindistriktet Napa Valley faldt tanken på et specielt tog, hvor der er restaurant ombord og hvor man passerer hele det store vindistrikt og får et indblik i vinproduktionen i Californien.

Toget hedder naturligvis Napa Valley Wine Train og vi er sikre på, det bliver en god og speciel oplevelse

Se denne video fra You Tube: Klik her. Det er i denne del af toget vi skal have oplevelsen

Fly vi skal rejse med, frem og tilbage:


SAS Airbus 319

 
Lufthansa Boeing 747-400


Hawaiian Airlines Boeing 767-300


Hawaiian Airlines Boeing 717

 
Lufthansa Airbus A 340-600


Lufthansa Canadair CRJ 900

Juni 2012

Flyrejserne kom på plads - ikke mindst ved hjælp fra Mette, som fandt acceptable priser ud til Maui og tilbage. Alle de hjemmesider jeg søgte på hjemmefra opgav meget dyre løsninger.
Vi valgte Lufthansa som det mest ønskværdige flyselskab. Lisbeth har fløjet til USA med dem tidligere og havde en meget positiv oplevelse.

Tidsplanen for hele rejsen ser sådan ud:

 
Fra   Kl.  Til Ankomst Operatør Fly Flytid
København Onsdag 07.15 Frankfurt 09.00 SAS/Lufthansa Airbus 319 Samlet
Frankfurt Onsdag 10.05 San Francisco 12.55 (lokal tid) Lufthansa Boeing 747-400 14 t 20 min
Oakland Torsdag 09.30 Honolulu 12.50 Hawaiian Airlines Boeing 767-300 05 t 20 min
Honolulu Torsdag 14.05 Maui 14.44 Hawaiian Airlines Boeing 717 00 t 40 min
               
Besøg på Maui ca. 8 dage
               
Maui Onsdag 13.25 Oakland 20.25 Hawaiian Airlines Boeing 767-300 05t 00 min
               
Besøg i Fairfield ca. 8 dage
               
San Francisco Lørdag 21.05 München 17.25 (lokal tid) Lufthansa Airbus A340-600 Samlet
München Søndag 19.15 København 20.50 Lufthansa Cityline Canadair CRJ 900 14 t 45 min

Vi har sikret os vinduesplads hele vejen frem og tilbage - både da det er vores rutine og det er rart at have lidt at kigge på undervejs og er der chance for at tage billeder og videoklip undervejs er det virkelig værd at tage med. På turen tilbage fra San Francisco, er vi så heldige, at det er et fly, hvor der kun er to sæder i vinduesrækken og det giver lidt mere privatliv og frihed til at få lidt motion på gangen undervejs uden at skulle forstyrre en medpassager.

 Vi flyver fra Oakland Int. Airport til Maui. Oakland ligger væsentligt nærmere Fairfield og sparer Mette og Hugo for mange km, ved at slippe for at køre til San Francisco Lufthavn.

Maj 2012

Efter kontakt med både Fairfield og Maui var det mere end klart, at de meget gerne ser os derovre på den anden side af vore Klode og arbejdet begyndte med at finde frem til, hvordan vi lettest og på den korteste tid kommer derud og tilbage og hvor længe vi skal være hvert sted. Det med at finde flybilletter kræver for mig nogen tålmodighed, da mulighederne er rigtigt mange.

April 2012

Vi er flere gange blevet indbudt af vore nevø Brian til at besøge ham og hans kæreste Nora hvor de bor. Det kunne være rigtigt hyggeligt at se dem og sidste gang vi havde besøg af Brian herhjemme var i januar 2010. Brian har ikke lagt skjul på at de meget gerne vil se os og huse os og i det hele taget slippe hvad de har i hænderne og gøre vores ophold til en god oplevelse med sightseeing og mange indtryk.
Det kan have den lille hage, at de bor på Maui, som er én af øerne i Hawaii  øgruppen.:)

Nu er det sådan at svigerinde Mette og Svoger Hugo bor i Fairfield, som ligger ca. 100 km nordøst for San Francisco og tankerne begyndte at tage form. 

Marts 2012

Her i marts 2012 begyndte tankerne at rulle - vi har og havde ingen tanker om at holde fest for os selv hjemme eller på en restauration - det er vi ikke gode til, men vil meget hellere arrangere fester for andre, familie eller venner, så ud fra det det gik tankerne på langfart. Sølvbrylluppet er i slutningen af året, hvor der er mørk og koldt i Danmark og det ville være dejligt at slippe ned eller ud til varme og sol.

 Flere sydlige flyselskaber byder til med billetter til gode priser og det kunne være

www.Emirates.com , som bl.a. flyver til Dubai

www.qatarairwais.com, som kan flyve os ud til Bali

Qatar Airways Fleet

Andre selskaber, bl.a. Norwegian vil med sikkerhed glæde sig over at fragte os til  De Kanariske Øer - Gran Canaria eller Tenerife

www.norwegian.dk eller www.sas.dk

  

Det primære ønske er sol og varme i mindst 1 uge, hvor selve sølvbryllupsdagen indgår - der er masser af tid til begivenheden og det bliver sjovt at se, hvor vi ender. De vestindiske Øer render også gennem tankerne.

 

 

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 22. september 2013