22. september 2013

                           

26. juli 2012

Sidste kontrol, som var tilfredsstillende for alle parter - hospital og undertegnede
Kontrollen startede med røntgenbilleder af knæet godt tre måneder efter operationen og da vi kiggede på billederne og fik talt udviklingen igennem siden operationen, ja så var det hele som det skulle være. Der er stadig misfarvninger omkring knæskallen og knæet er stadig hævet noget i forhold til det andet knæ, men det gav ingen grund til rynker i panden. Alt i alt - der har været mange ture oppe og nede i forløbet med håb og følelse af håbløshed, men det vi mennesker ikke altid har med i tankerne under disse omstændigheder er ordet: Tålmodighed.
Det lader sig gøre at lave et større indgreb i bevægeapparatet og sætte kunstige led ind som erstatning for det nedslidte.
Det er meget vigtigt at blive informeret om det forventede forløb af operationen - det være sig smerter og varighed.
Det  blev ved første konsultation sagt, hvordan forløbet ville være og at jeg stadig skal vente året ud, før hævelse, misfarvning og de tålelige smerter er fortid og så er det mere konstruktivt at få klar besked og kunne indrette sig efter det.

Her er de sidste røntgenbilleder fra i dag og så er det kun at se fremad.

  
Klik på billederne for forstørrelse

******************************************************************************************************************

Et nyt, kunstigt, knæ

Min oplevelse – beskrevet 23-24. maj 2012

Det er ikke bare lige at komme til en beslutning om af få et nyt knæ trods smerter i venstre knæ ved gang og belastning der kan blive så dominerende, at det ikke kan ignoreres, men hvad gør man egentligt i den situation.

Dropper aktiviteter, som har været naturlige? Det kan gælde alt fra havearbejde til længere gåture herhjemme i Danmark eller i udlandets spændende byer etc.??

Hvad betyder det ud over at drosle aktiviteterne ned og holde sig tættere til hjemmet eller bilen og er det tilfredsstillende?? – jeg tror de fleste kender svaret på det spørgsmål – nej – Det går for meget ud over livskvaliteten; men hvad gør man så?

Jeg skal forsøge at beskrive forløbet fra førstedagen fra beslutningen om at starte undersøgelser til i dag, hvor jeg nu er forsynet med et kunstigt knæ:

Klik på alle billeder for forstørrelser

• Besøg hos egen læge, som efter undersøgelse alene kunne henvise til videre undersøgelse på det lokale hospital, startende med en røntgenundersøgelse.
  Denne røntgenundersøgelse kom der indkaldelse til med en måneds ventetid efter besøget hos egen læge med efterfølgende konsultation på ortopædkirurgisk ambulatorium samme dag for videre undersøgelse og vurdering af røntgenbillederne og her blev det konstateret at jeg havde en seriøs nedslidning af både brusk og menisk på indersiden af knæet og med efterfølgende indstilling til kirurgisk undersøgelse med en kikkertoperation for at bekræfte diagnosen. (Røntgenbilleder viser ikke brusk eller menisk, men billedet viser en stor åbning mellem lårben og underben).
  
     Man ser tydeligt åbningen mellem knoglerne på indersiden af knæet
   

• Herefter sendes man igen i kø og jeg måtte atter vente ca. en måned på indkaldelse til kikkertundersøgelsen og her oplevede jeg, hvordan offentlige sygehuse fungerer og behandler deres patienter og her er det svært ikke at komme ind på personlige holdninger til, hvordan samfundets forbrug af penge til vores hospitalsvæsen. Resultatet med denne undersøgelse møntede sig i sin enkelthed ud i, at jeg sammenlagt havde meget ventetid / spildtid med udsættelser, dårlig planlægning og total manglende respekt for patienters tid. Jeg har fuld respekt for at det offentlige hospital har akutte patienter / ulykkestilfælde som har en højere prioritet en jeg, men det var en lærerig oplevelse, at jeg over 3 dage måtte opleve gentagne udsættelser, som påførte mig en reel ventetid og jeg mener – reel – på knap 21 timer, hvor ventetiden ikke omfattede noget andet end at se TV, læse bøger, aviser m.m. For mig var det uanstændigt da jeg til sidt måtte protestere seriøst og true med at forlade hospitalet på 3. dagen, hvis tiden ikke ville holde. Jeg forlangte i denne forbindelse min journal udleveret. Den dag var min undersøgelse skubbet 4 gange fra kl. 14 til kl. 18.30 og efter protesten kunne jeg pludseligt komme på operationsstuen kl. 17. Hm – hvem blev rykket i køen til fordel for mig, som endelig lukkede munden op.
  Undersøgelsen bekræftede desværre diagnosen – nyt / kunstigt knæ burde jeg bestemt se i øjnene og overveje. Selve undersøgelsen tog i alt 20 minutter inklusive fuld bedøvelse!!!!

• I tiden før undersøgelser og operation havde jeg over et par år hjælp af en knæbandage, (Unloader One fra Össur), som hjælper patienter der endnu ikke er opereret.
  
  
  
  Bandagen er unik i sin konstruktion, da den er let, fylder lidt og kan anvendes under f.eks. et par cowboybukser og har den funktion, at den ved strækning af benet skubber til ydersiden af benet, hvor problemet var på indersiden og dermed tvinger knæet til ikke at belaste indersiden ved kontakt mellem knogleenderne som dermed forhindrer/minimerer smerterne. Det bevirker at man ikke behøver at tage så meget smertestillende medicin som man ellers ville bruge og primært – udskyder beslutningen og behovet for operation med kunstigt knæ til følge. Skinnen hjælper også med at holde hverdagen normal og f.eks. gik jeg ca. 15 km i Roms gader i sidste sommers varme uden væsentlig gener. Det være sig smerter eller ubehag ved en knæbandage i varme omgivelser. Ikke mange læger viser interesse dette produkt men burde gøre det, da det er til gavn for patienterne i tiden til smerterne i knæet fortæller, at tiden er inde til operation. Jeg ser personligt ingen grund til at lade mig operere før jeg mener smerterne bliver for dominerende. Se informationer om Unloader One på: http://www.knæartrose.dk/
  
  Tiden for mig kom i foråret 2012; Nu mente jeg ikke at kunne klare mig mere med støtte fra Unloader One og begyndte at kigge efter og undersøge – hvor kunne jeg få den bedste behandling og relativ sikkerhed for et hurtigt forløb og endte med at beslutte mig for Privathospitalet Hamlet på Frederiksberg.  Det er svært at forklare denne beslutning, men den lå for mig mest i en fornemmelse af sikkerhed og tryghed ved det personale jeg var i kontakt med og naturligvis den læge, som skulle operere mig. Jeg følte en god kontakt med ham fra første samtale og den gode kontakt har været gældende frem til nu.
  Jeg har en forsikring der kunne dække det private regi og er glad for dette, da jeg fik utroligt mange og forskellige negative og forvirrende meninger om de offentlige sygehuse fra mange almindelige mennesker og endda professionelle. Det gælder endda egent hospital, hvilket er trist. Jeg er sikker på at mit valg faldt på Hamlet, hvor der hersker punktlighed og personlig kontakt frem for at man er en brik i det offentlige system (mine bemærkninger om forundersøgelse ovenfor). At det er til at begræde at det hospitalssystem vi alle betaler mange offentlige penge til ikke hitter ud af at arbejde effektivt er sørgeligt. Jeg oplever endda, at hospitaler ikke kan kommunikere elektronisk med hinanden grundet forskellige og egne IT systemer, hvilket er en hån mod os alle i år 2012.
  
  
  Denne type knæprotese anvendes.
   

• 2. april oprandt dagen – nu skulle det være. Klokken 7 mødte jeg ind til operation og pulsen var høj, men en venlig og effektiv modtagelse ved ankomsten sagde mig, at her var virkeligt rart at komme. Det var en mandag morgen og IT system var gået ned, men fungerede optimalt indenfor 15 minutter og 20 minutter efter ankomsten, blev jeg rullet ind på operationsstuen og blev fuldbedøvet efter eget ønske og vågnede op efter godt 1 time og var relativt klar i hovedet. Da jeg vågnede så knæet således ud:
  
  
  Den gule anordning anvendes til at tilføje smertestillende midler
  
  Fra opvågningsstuen til egen stue i fred og ro og tro mig – jeg var til at købe for små penge, sikkert grundet smertestillende doseringer, så jeg havde det rigtigt godt. Jeg tror ikke jeg fik meget at spise til frokost – kan faktisk ikke huske det klart, men midt eftermiddag kom fysioterapeut Grethe på banen og insisterede på, at jeg lige skulle gå en tur.
  Det blev i et gangstativ og heldigvis for det, da jeg ikke have meget styr på mig selv, men det gik. Døgnet var behageligt og en god oplevelse med dejlig mad til aften og søde mennesker, som holdt øje med mig uden larm og spektakel. Glemte jeg lige, at personalet hyggede til ret sent på aftenen? men jeg var lidt ligeglad, da jeg havde været forudseende at huske mine ørepropper. Måske drømte jeg det i min rus?
  
  
  Gangstativet som i de kredse kaldes en prædikestol
   
  Næste dag kom Grethe igen og syntes det var en rigtig god idé at jeg gik en tur igen og hun var sådan set ikke til at diskutere med og fint nok. Af sted på gangstativet og ned ad gangen og rundt om hjørnet til der var et felt med krykker og dem blev jeg gelejdet over i. Hold fast – det var en udfordring, som gik fint – Grethe sagde lakonisk – nu skal du gå på trapper og sådan blev det og det gik fint.
  Senere blev der taget røntgenbilleder for at kontrollere at alt var, som det skulle være og resultatet var tilfredsstillende.
  
   
  
  Resten af opholdet var en god oplevelse og udskrivning en dag efter planen – jeg var ikke parat grundet smerter og det gav ingen problemer at blive et døgn ekstra, som blev til skærtorsdag, hvor min kære hentede mig, forsynet med 2 krykstokke og vær sikker på, at uanset hvor godt jeg havde haft det på Hamlet, var det godt at komme hjem.

• Tiden efter:
  
  
  Vel hjemme, var det kun nødvendigt med et let plaster
  
  Da jeg kom hjem havde jeg fået en pose forskellig medicin med fra hospitalet og der har været seriøse medikamenter i den pose, for jeg føler jeg sov det meste af de første 14 dage væk. Min appetit var forsvundet og min kære lokkede med alverdens lækkerier, men nej tak til det meste. Jeg vågnede langsomt tilbage til virkeligheden og havde naturligvis ondt, men oplevede ret hurtigt at jeg kunne støtte på benet, svinge det ud og ind i sengen og navigere rundt på de to stokke og efter måske små to uger oplevede jeg at være på f.eks. på badeværelset med stokkene og herefter gå ind i stuen og opdagede, at stokkene stadig var på badeværelset og det var jo gode tegn. Nok følte jeg at jeg burde have dem med mig og brugte dem også meget, men efter godt 14 dage, efter den første genoptræning på Kirsebærbakken, stillede jeg dem stort set væk bortset fra en lørdag hvor jeg skulle til et møde i byen – da tog jeg den ene stok med – bare sådan for en sikkerheds skyld.
  Før genoptræningen kunne gå i gang var der noget praktisk der skulle klares.
  I stedet for at sy såret, klipser man det sammen og det kan se drabeligt ud, så for sarte, så klik ikke på de næste 2 billeder - det kan se lidt voldsomt ud:
  
  
  Clips
  
  
  Efter er clips er fjernet, er knæet er stadig meget hævet og misfarvet, som er helt efter bogen
   

• Siden da er det gået i den rigtige retning, trin for trin og skridt for skridt.

• Godt 3 uger efter operationen gik jeg ud til min bil og huskede nøglerne og med spænding for at forsøge om jeg kunne køre og det gik over forventning. En tur rundt om vores by i fred og uden panik, da benet fungerede og det var en lettelse at kunne slippe hjemmefra – forstå det ret – bare at kunne komme omkring som tidligere var en stor lettelse for os begge.
  
  

Nu – ca. 7 uger efter operationen går det rigtigt fornuftigt – d.d. var jeg til en lille kontrol på Hamlet og det var en god oplevelse at pilen peger i den rette retning. Alt i alt må jeg konkludere, at alle forudsigelser fra andre ikke er gjort til skamme, men jeg tror på, at jeg kun kan være tilfreds med mit forløb sammenlignet med andres tilfælde, som visse folk elsker at fortælle skrækhistorier om.
Jeg fik i dag (24.5.2012) svar på blodprøver, som blev taget i går og alt er Ok og med mindre der skulle ske noget uventet, skal jeg afslutte med den endelige kontrol medio juli.

Lidt praktiske informationer: Søg om hjælpemidler, hvis de ikke tilbydes automatisk:

• En badeskammel til brusekabinen, når man har en sådan og hvis der er plads til den. Jeg havde ikke brug for den
  En toiletforhøjer med armlæn – der kan pludseligt vær langt ned til det kendte bræt, når det opererede knæ ikke lige pludseligt kan bøjes som normalt.
  Krykstokke – naturligvis
  En gribetang til tabte ting på gulvet, hvis der er langt at række

Når man udskrives fra hospitalet overgår genoptræning til det kommunale regi – sørg for at hospitalet skriver henvisning til egen kommune om at komme i genoptræning. Det er vigtigt at komme i denne optræning hurtigst muligt – nogle kommuner holder sig tilbage til sting / clips er fjernet og endda lidt længere, men der er ingen grund til at vente med optræning grundet dette – det er fjollet at vente 14 dage med at blive mobiliseret / genoptrænet (som kommuner mener), når man allerede bliver mobiliseret omgående på det hospital man er opereret på.
Det er der ingen logik i, tværtimod, men man skal være fast i mælet når man skal argumentere for hurtig genoptræning, desværre.

• Min konklusion er følgende: Der roterer SÅ mange historier og meninger om forløbet af denne slags knæoperation og der er bestemt ikke altid af den optimistiske slags. Alt kan gå galt, men alt behøver altså ikke gå galt.
  I dag er det 7 uger plus nogle dage siden min operation og jeg er mobil, uafhængig af hjælpemidler, er trappet meget ned på smertedæmpende medicin, kan køre bil og dermed have friheden, kan arbejde igen i det omfang det er nødvendigt, besøge kunder - ja - er tæt på at være tilbage til tiden før operationen. Min tålmodighed har været på prøve ind imellem og har klaret det. Min gode ven Pau (fysioterapeut) sagde til mig inden operationen: Mads - lyt til mig: "Det kommer ikke bare til at gøre ondt - det kommer til at gøre helv.... ondt" og jeg måtte give hende ret og samtidig takke hende for bemærkningen, da den med sikkerhed satte mig op til den kommende operation og dens følger og når det virkeligt gjorde nas, var jeg forberedt.

Alle, der har spørgsmål eller kommentarer til denne historie er velkommen på
mads@kildedalen.com