|
|
08. december 2009 I dag oprandt dagen, hvor den nye varmekilde skulle installeres. Aftalen var at installatøren skulle ankomme mellem 7 og 9 morgen og at hele operationen ville tage ca. 5 timer.
Kim fra Gidex ankom 7.30 og så gik det
slag i slag. Der skulle laves en ny gruppe til strømforsyningen - stedet
hvor den udendørs unit skulle forberedes - der skulle markeres på væggen
indendørs, hvor varmeunit skulle være osv. Et sted var han blevet fejlinformeret af firmaet - vores hus er af beton med mursten udenpå - i alt en vægtykkelse på ca. 40 cm. Der skulle bores et hul med en diameter på ca. 7 cm Ø til ledninger og diverse slanger og hans hulbor var bestemt ikke beregnet til hård beton. Jeg tænkte pokkers - nu går det hele i stå, men Kim var ikke tabt bag en vogn. Indenfor 20 minutter stod der to store mænd med det rigtige grej. En mega boremaskine, som blev spændt op på væggen. Der blev sat vand til boret og indenfor et kvarter var der det fineste hul igennem. Imens var Kim gået i gang med at trække strøm fra bryggerset, hen over det forsænkede loft på gæstetoilettet - herfra op igennem aftrækskanalen og så bare hen over taget og ned på jorden igen. Så var den ged barberet. Herefter gik det løs med hele monteringsarbejdet og kl. 16 var det hele monteret og afprøvet og varmen strømmede ud ad luftkanalerne, så det var en lyst. Der er taget billeder af hele forløbet, men de kommer først her på siden lidt efter lidt .............. Indendørs arbejde: Udvendig Unit: Fra boring af hul i væggen =============================================================== 21. november 2009 Vores hus er el-opvarmet og det er som bekendt en dyr måde at holde kulden fra døren på. Derfor blev der allerede i 1987 investeret i en brændeovn, som har leveret god varme specielt til stuen. Det har naturligvis kostet en sum penge, når der hvert forår skulle indkøbes brænde til vinterens opvarmning, men det har været gode penge at give ud, da el radiatorerne i stuen ikke har været i brug siden da. Nu tages næste skridt for yderligere at nedbringe udgifterne til opvarmning. Der er bestilt en varmepumpe til levering primo december.
Og hvad er så det for en fætter? En varmepumpe virker sådan. Hvad er effektfaktor / COP? COP er en forkortelse for det engelske Coefficient Of Performance. COP kaldes også effektfaktoren. COP er forholdet mellem den tilførte effekt og den afgivne effekt. Sagt med andre ord en COP på 4 betyder at for hver 1000 W varmepumpen optager afgiver den 4000W i varme. Det vil sige at der i udeluften hentes 3000W gratis energi. Den valgte varmepumpe er en Toshiba RAS 10, som har rigtigt gode specifikationer. COP værdien er op til 6,52, hvilket rykker noget. Den har et meget lav støjniveau - den indvendige unit er helt nede på 25 Db.
Varmepumpen anbefales af Elsparefonden. Leverandøren har erklæret, at anlægget vil være afskrevet indenfor 5 år med den nuværende brug af brændeovnen / køb af brænde. Dropper vi brændeovnen vil afskrivningen kunne klares på 3 år, men vi vælger at holde fast i den hyggelige opvarmning. Det er ikke alene økonomien der har fået os til at tage beslutningen men også, at vi kan forlade huset i kortere eller længere tid, uden at det nedkøles unødigt. For en del år siden kom vi en januardag hjem efter 8 dage på Gran Canaria. Vinteren var kold og huset var nede på omkring 11 grader. Det tog sin lille tid at få det varme grundigt op og i timerne efter hjemkomsten måtte vi beholde overtøjet på. Den situation undgår vi i fremtiden. Herom mere, senere
|
|||||||||||||||||||||||||
Top |
Dette Websted blev sidst opdateret 14. december 2009