Ny slagter fundet

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 

17. marts 2007

Så kom dagen, hvor vi gjorde lidt handel hos denne slagter, efter at vi først havde besøgt Slagter Carl i Gilleleje. Butikken her i Horserød er en mere "rigtig" forretning end den i Gilleleje og rigtigt godt besøgt på en lørdag omkring middagstid. Det blev ikke til så meget handel, da det var mere nysgerrigheden der lokkede os derop, end behov for kød her og nu. Det blev dog til et par lækre bøffer af filet med fedtbræmme. 390 gram i alt for 70 kroner. Det må siges at være billigt for godt og mørt kød.

24. februar 2007

Mette og Carsten var ude at køre for at nyde snevejret i Nordsjælland. De kom bl.a. til Horserød og fandt ind til en lille slagterbutik på en gård.

Her lyder det til at være ret spændende. De bad om et stykke højreb på ben og fik et lille kilo til en rigtig god pris og skal grille det i aften. Det bliver spændende at få en rapport over kvaliteten, og efter beskrivelsen lyder det til at være ganske mørt.

Her foregår det:

Hulerødgård Slagterbutik

Horserød Byvej 2
Horserød
3000
Helsingør

Det bliver spændende selv at besøge den gode slagter og finde ud af, om de lever op til beskrivelsen på en hjemmeside, der omhandler Helsingør: Citat:

Hulerødgård Slagterbutik
Horserød Byvej 2. 3000 Helsingør. Telefon 49 75 00 46 / 49 75 03 08

Åben: To-Fr 14-18, Lø 11-14

Byens bedste slagter ligger i Horserød
Der er langt mellem de gode slagterforretninger i Helsingør. Faktisk skal man helt ud på landet, hvis man ikke vil spises af med hvad som helst. Nærmere bestemt til den lille idyl med det fængslende navn, Horserød.

Her holder Hulerødgård Slagterbutik fanen højt og byder på slagtervarer, der virkelig smager af mere. Tilmed til priser, der langtfra er nogen herregård.

Det meste kød er af dyr fra egen mark og stald. Alt er frisk, mørt og saftigt. Uden tilsætningsstoffer og plastfilm omkring. Hos slagteren i Horserød går du aldrig galt i byen. Til gengæld vender du næppe nogensinde tilbage til supermarkedernes kølemontrer uden at få dårlig smag i munden. Bare at du ved det.

Citat slut.

Bemærkningen i citatet om manglende slagtere i Helsingør er desværre korrekt og gælder ikke bare for Helsingør, men er en klar tendens i vores samfund. Alt skal være så rationelt og billigt hvad fødevarer angår og så gives der køb på kvaliteten. Derfor er det godt at der, trods alt, findes slagterforretninger, selvom de ligger afsides engang imellem. Midt ude på landet, mellem Vejby og Ørby ligger en anden slagterforretning "Slagtergaarden".

Sådan må man i dag kunne bevæge sig mere rundt i oplandet for at finde de gode råvarer og det er i grunden synd for dem, der ikke har mulighederne for at komme omkring.

Et helt andet eksempel - Osteforretninger. Hvor finder man lige en rigtig osteforretning i byerne? Nej, vel! De ligger ikke på nogle gadehjørner mere. Ved Helsinge, ude på landet, ligger den gamle Pibe Mølle, tæt ved Helsinge Golfklub. Lige overfor klubben ligger Pibe Mølle Osteforretning.

Her får man en god snak og en faglig og god betjening og så er det OST der er i centrum, når man træder ind i forretningen.

Nå - det var den slagter i Horserød. Det er godt at have noget at glæde sig til. Herom senere.

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 19. april 2008