Paris, sommeren 2007

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 

09. juli 2007: "Video" fra Paris

Klik her

08. juli 2007

Torsdag 5. juli 2007

Så er vi her på 2. døgn. Ankom i går ved 12 tiden til hotellet efter en længere rejse. Vi var oppe ved ½ fire tiden og fik et rundstykke med ost og skinke efter at have checket in via automaten i Kastrup, så der var god tid og ro. Flyet var klar til afgang til tiden og landede planmæssigt. Forinden havde vi læst, at det der med taxi gennem Paris er dyrt og stressende grundet den intensive trafik og valgte derfor toget / metroen og hotellet havde en god beskrivelse på deres hjemmeside af ruten, så det klappede uden problemer. Der var ca. 100 meter fra stationen til hotellet!

Vi havde sat næsen op efter et værelse med udsigt til Eiffel tårnet, men blev i første omgang skuffede, da udsigten var til gaden og en baggård,  men vi blev lovet en flytning (næsten 100 % sikker i dag) så vi kan kigge på gamle Eiffels konstruktion fra værelset. Der blev dog leveret en flaske rødvin og et velkomstbrev fra receptionen. Det kom på plads i dag og godt var det. Med det hele fulgte et ekstra gode, at vi kan benytte loungen allerede fra ankomsten, hvor der er fri service med godt til ganen af mange arter og en storslået udsigt over Paris og med Tårnet lige i hjørnet. Supert at vi kunne sidde der under afslappede former.

I går, efter ankomsten, gik vi en lille tur. Hjælpe os – gik og gik og der var utroligt meget at se på – opleve. Var forbi og under Eiffeltårnet, som bare er STORT med masser af mennesker omkring og ikke mindst i køer for at komme op. Pludselig styrtede regnen ned – vi var heldige at finde læ under en bod, som solgte alverden – bl.a. crepes – vi danskere fik en god, fransk hotdog, mens regnen gled forbi og blev afløst af solen. Sådan vekslede det eftermiddagen igennem. Trafikken er en historie helt for sig selv. Så mange biler, som der slet ikke er plads til. Godt vi lyttede til rådet om at benytte toget i stedet for en taxi, hvis taxameter ruller uanset om bilen ruller eller ej.

Vi kom rundt om mange steder – som gav et indtryk af det nærmeste naboskab – Triumfbuen set fra "bagsiden" til vi rundede pladsen og så den lange Champs-Elysées ned mod Concorde pladsen. Forbi det danske hus og billeder af smukke dørhåndtag. Så langt som til Concorde pladsen nåede vi ikke, da fødder og hele bevægeapparatet meddelte, at det ikke var trænet til dette. Alligevel fortsatte vi et par timer og sluttede med den rene luksus på 10. etage hvor vi sidst på eftermiddagen nød loungen med alverdens lækkerier og væde til ganen.

 

I dag, torsdag sov vi bare LÆNGE og det var rigtigt godt – ikke så længe at vi ikke kunne nå at spise morgenmad, som sluttede 10.30. Måske ikke det mest spændende, et æg var helt ukogt og mit var grønt efter et ”par” timer i kogende vand, men at sidde, afslappet og nyde den nære udsigt - rart.

Målet i dag torsdag - med Metro til Notre Dame Kirken, hvor der var en demonstration af en art med en del politiopbud og meget støj. Ad lange omveje fandt vi Georges Pompidou centret som ikke imponerede os og videre mod Louvre med den store og smukke park. Et bud forsøgte sig med at få transporteret for mange kartoner på én gang og måtte have en hjælpende hånd. Operaen var vi også forbi - ikke helt tæt på.

Overalt blev der taget mange billeder og lidt paparazzi blev det  også til og der blev tid og behov for at tage en slapper med kold øl og en sandwich.

Værelset var udskiftet med det lovede og på 10. etage og godt og dejligt var det. Vi fik et par billeder af den gode Eiffels tårn i aftenbelysning – tæt på og meget flot.

Målet er at komme op i tårnet tidlig i morgen inden køerne bliver for lange.

Hørte fra Jens i Ålborg i eftermiddags, at Danmark næsten står i vand til livet – her skulle det blive tørt og solrigt i morgen fredag. 

Fredag

Godt vi ikke skulle betale denne værelsespris, men bare kunne bruge optjente points fra Scandic hoteller

Tidligt oppe og tidlig morgenmad. Det smagte godt. Vi trisser over til Tårnet og ser hvad der sker. Var der ved halv nitiden, hvor det åbner kl. 9. De gode kontrollører havde god tid, men så kom der gang i køerne.

Vi valgte at tage til toppen med de 2 typer elevatorer. Den første, som kører skråt op ad et af benene til tårnet til 2. niveau, hvor der var omstigning til den lodrette elevator. Jeg holdt blikket på neutral plads for ikke at lade suget i maven påvirke for meget. Da vi var helt oppe, var det ikke en afslappet mig, som stod ud af elevatoren, men heldigvis var det på etagen lige under allerøverste og denne etage var lukket med glas. Hjælp – vi var højt oppe og kom det helt, efter den sidste trappe op til den frie luft. Ingen kan skvatte ned herfra, da det hele er pakket ind i trådhegn, men alligevel skulle der et par prøver til, før jeg var helt henne ved det og kameralinsen fandt fint igennem trådnettet til den storslåede udsigt. Vinden peb en del og måske skulle vi have taget lidt ekstra overtøj med derop, men det gik. I denne forbindelse er det suverænt at have 18-200 mm objektivet med, at det spænder så vidt. Næsten vidvinkel og til en god zoom. 

Hvad jeg ikke så på vejen op, så jeg og tog billeder af på vejen ned, da modet nu havde taget mig. Stolt – JA – jeg gjorde det, som håbet på. Når vi stod nedenfor efter turen, så ER der katteme langt til toppen.

Billedet er taget fra toppen og lodret ned

Flere gange oplevede vi at blive antastet af kvinder, rundt i byen, som spurgte om vi talte engelsk. Vi svarede konsekvent nej eller ignorerede dem. Store gevandter – sigøjnere? Velorganiserede var de. De havde hver især et stykke papir med, som interesserede kunne læse og til sidst så jeg en mand, som stoppede op og læste og derefter stak hånden i lommen og hentede en mønt eller to. Tænk – en velorganiseret tiggerflok, som alle var nydeligt klædte.

På pladsen ved Eiffeltårnet og ved andre store monumenter går der franske gendarmer rundt med maskinpistoler og passer på os og monumenterne. Ganske vist er det pænt af dem, men lidt, meget, tankevækkende at det skal være vores hverdag. Synd at Verden er skruet sådan sammen.

Efter turen i det høje, vandrede vi ud til den flotte kirke Domé / Invalides, med den smukke guldbelagte kuppel. Her er Napoleon Bonaparte begravet sammen med bl.a. nogle af de største franske militærpersoner her i blandt Ferdinand Foch, som ledte Frankrig under 1. verdenskrig og som ledte krigen uden om Paris. Egentligt ville vi have været derinde, men det kostede en lille bunke €, så det må vente til en anden gang.

Lidt alternative måder at tage billeder på. ;-)

Tilbage til hotellet for en lille slapper og planlægning for at besøge den nye Triumfbue, som ligger i området La Défense. Dette er et helt nybygget område (relativt nyt) og har sit navn efter en gammel statue til minde om forsvaret mod Preussen i 1870. Siden 1958 er alt revet ned og er erstattet af beton, marmor og glas og ikke mindst Grande Arche, som er den nye, smukke, triumfbue, med den danske arkitekt von Spreckelsen som primus motor. Den er imponerende flot i al sin marmor hvidhed og indeholder masser af kontorer, så den ikke bare er et stykke passivt monument. Von Spreckelsen trak sig dog fra byggeriet inden færdiggørelsen, da han syntes der blev sparet hvor der ikke skulle og det har siden kostet utroligt mange penge at reparere de skader der opstod under besparelserne. Selve triumfbuen vejer den bagatel af 300.000 tons, som i sig selv er en ufattelig vægt.

 

.

Lidt leg med glasfacaderne

Tavle med ord fra von Spreckelsen

Spændende er det, at de gode franskmænd har formået at lave en lige linie fra den nye triumfbue gennem den gamle triumfbue og videre igennem Champs Elysées til obelisken på Place de la Concorde og videre fra denne til en lille triumfbue ved indgangen til Louvre. Havde vi det helt store objektiv burde vi kunne se fra den ene ende til den anden – en lige linje på ca. 10 km, som, hvis kameraet havde været på stativ og det havde været helt klart vejr, ville have vist monumenterne på stribe. Stort og flot er det, men det kan også virke noget sterilt.

Turen dertil og tilbage var med metroen, som bare er et velfungerende transportmiddel.  

Hvad ankler, lægge, muskler omkring skinnebenet, knæ, lår og hofter meddeler efter så mange kilometer til fods skal være usagt, stort set. I Rom, 2005 og i Athen 2006, var vi trænede til at gå lange ture qua vores golfhobby, men da denne hobby foreløbig er på stand by i 2007, så var bevægeapparatet ikke helt forberedt på denne belastning. Er der noget bedre en at falde ned i en dejlig lænestol, men en kold øl og snacks i den frie lounge, når vi trætte og fulde af indtryk er tilbage hvor vi bor. Det er virkeligt noget der sættes pris på.

 Der er bestilt taxi til klokken ”alt for tidligt” i morgen. 06.30. Det er godt at flyve lavpris, men ”prisen” betales oftest ved at skulle møde i lufthavnen 2 timer før check-in og da vi skal lette allerede kl. 10 i morgen formiddag, bliver transporten til lufthavnen med taxi. Rådgivningen fra hotellet gik på, ikke at forsøge med toget, som vi anvendte ved ankomsten. Grunden til at hotellet syntes nej til toget var, at der ikke skal mange uregelmæssigheder eller fejl fra vores side med skifte fra det ene til det andet tog – uden at det ville give os problemer for at nå tiden for check-in. Vi valgte at stole på rådgivningen og skal forlade dette dejlige sted allerede kl. 06.30 i morgen. Måske kan vi lige få en klemme mad med fra loungen forinden til at gumle på undervejs mod lufthavnen? Sterling Airways giver bestemt ikke ved dørene.

 Lørdag

Oppe meget tidligt (05.30) for at blive klar til taxi, som henter os en time senere. Turen gik hurtigt og det oplyste beløb passede næsten. Vi nåede ikke at få en krumme på hotellet. Checkede ind til tiden og havde små 1½ time til flyafgangen kl. 10.05, så vi kunne nå at komme hjem og få mad ud af fryseren til i aften og måske endda se kvalifikationen for Formel 1 på Silverstone. Se sådan kan man naivt drømme og lægge lidt planer, men vi havde glemt at tage Sterling i ed. Klokken blev både 10 og halv elleve uden nogen afgang og endelig kom en mand forbi og kunne meddele med tegnsprog og lidt gebrokkent engelsk, at flyet er fire timer forsinket. Lige hvad alle har brug for. Ca. 150 passagerer x 4 timer = 600 spildte timer og lur mig om Sterling giver én flad øre i kompensation. De stjæler vores penge fra en aflyst rejse – på denne rejse kunne vi ikke bruge alle indestående penge og de forsvinder hermed ned i Sterlings slunkne kasse. Tyveri – hvem sagde det. Det kan godt være at det ind imellem er billigt med lavprisselskaber, men der er trukket en streg. For 2 år siden sad vi i Nice 6 -7 timer og nu 4 timer, hvis vi er heldige at de ikke udsætter afgangstiden yderligere. Da vi rejste ned måtte vi hver især medbringe 10 kg håndbagage og nu til morgen var det pludselig ændret til 8 kg. Uden varsel. Det endte med en samlet forsinkelse på i alt 5:30 timer, men så gav de flinke Sterling folk også sandwich og vand i flyet - gratis. Jubii - :(

Vi har besluttet, at det er slut med Sterling – der findes andre og dyrere selskaber, men hvor flydriften er i fokus og ikke alene økonomien og er man lidt heldig kan der findes billetter som matcher Sterlings, f.eks. SAS Snowflake.

Jeg mødte en mand ved Sterlings operatørs kontor. Hans sekretær havde ringet til ham i går og kunne allerede her meddele, at flyet her til morgen var forsinket 4 timer, så han fik en normal søvn og morgenmad på sit hotel, inden han i ro og mag kunne drage her til lufthavnen. Næsten 100% af passagererne har med garanti mobiltelefon og det ville være en smal sag at sende en SMS til alle passagererne, så vi ikke sidder og spilder tiden i en trist lufthavn.

Forsøgte at ringe til Sterling som har automatsvarer på deres telefon. Her blev meddelt at man kunne kontakte dem mandag til fredag 9-13. Punkt slut. Det blev også oplyst, at har man klager skal disse indgives skriftligt og behandlingstiden kunne løbe op til 8 uger. Skulle man ikke have fået svar inden da, måtte man skrive igen. Arrogance, kaldes det.

Nå, godt at være hjemme ved 6 tiden og tø noget kød op og få afsluttet et dejligt ophold i Paris med fødderne oppe og et lille glas ved hånden, mens et afsnit af Matador rullede over skærmen.

Klik på dette link og oplev Eiffeltårnet - live

**************************************************************************************

07. juli 2007

Så var vi der -  i byernes by. Hjemme igen i det regnfulde sommervejr, men det er nu helt godt. Det blev en meget lang hjemrejsedag, da teknikken og informationerne kiksede helt for Sterling. Træls at skulle vente 7½ time på afgang i en lufthavn, hvor der ikke er meget at fordrive tiden med.  Masser af oplevelser og indtryk havde vi i Paris og ikke mindst en stor flok billeder er taget - men, mere herom i morgen.

05. april 2007

Nye planer for en kort smuttur til en af hovedstæderne i Europa. I 2005 var vi i Rom og boede utroligt lækkert på Hotel Hilton og året efter gentog vi det på Hotel Hilton i Athen. Store oplevelser for os, at vi kunne opleve storbyerne og samtidig bo rigtigt godt. Det er nævnt andre steder, at opholdene er overkommelige, økonomisk, da de betales at et pointsystem, hvor de optjenes points af mine mange hotelophold i Danmark. Da vi har penge til gode hos Sterling, grundet aflysning af en rejse i slutningen af november 2006, så er der kroner på flyvekontoen og lidt til, så det kan blive til en dejlig brunch på udrejsen og andet lækkert på hjemrejsen.

Dette projekt blev desværre skudt i sænk af Sterling, som kun tillader, at man anvender sine EGNE penge på flytransport og ikke på andre goder. De er godt nok nogle hårde nitter. De stjæler med arme og ben. At henvise til deres "møghund" af et regelsæt, som deres egen kommercielle danske direktør har udtalt det, gør det ikke lettere at sluge. Bruger man ikke det tilbageholdte beløb indenfor et år fra aflysningsdatoen, tilfalder pengene Sterling. Lad os senere høre hvad pressen mener om denne trafik. 

Vi rejser fra Kastrup en tidlig onsdag morgen og returnere fra Paris sidst  på formiddagen, 4 dage senere.

Hotellet ligger ikke langt fra Eiffeltårnet.

Welcome to the Hilton Paris hotel

Hilton Guest Room at the Hilton Paris hotel Deluxe Room at the Hilton Paris hotel Business center at the Hilton Paris hotel Le Toit de Paris at the Hilton Paris hotel

Her ser behageligt ud. ;-))

Kommer vi begge til toppen af Eiffeltårnet og den store udsigt? Helt sikkert er det at vi skal prøve så tidligt på dagen som muligt for at slippe for de lange køer af andre turister. Sådanne køer en spild af tid. Der er åbent mellem 09.30 til 23.00.

Her ligger hotellet i forhold til Eiffeltårnet, sådan set lidt fra oven. Klik på billedet.

Jeg er gået i mental træning, da det at stå på en stige for mig er farligt højt, og det er bestemt ikke til at grine af. Det MÅ være en oplevelse af de store at komme helt op på toppen af tårnet og opleve den store udsigt fra 300 meters højde.

Hvad skal vi se / opleve?

  • Kirker - gerne mindre og bestemt uden turist køer

  • Eiffeltårnet, uden køer.

  • Triumfbuen

  • De gamle haller, hvis de er til at finde

  • Steder at sidde og slappe af, og lade livet passere i fred

  • Place de Louvre

  • Grande Arche

  • Sejltur på Seinen?

  • Gode spisesteder

  • ?????????

  • Hvor meget når vi på de få dage???

Erfaringen fra de to andre storbyer siger, at vi kan forberede os nok så meget hjemmefra, men når vi står midt i hele, så starter al inspiration. Om vi når bare en smule af det andre har nået er fint for os - vi får vore egne og forhåbentligt gode oplevelser med hjem.

Det bliver en tur med mange og lange gåture og trætte ben hver aften, men med de andre byer i erindring bliver det helt sikkert en god oplevelse.

Der kommer mere på denne side - senere.

 

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 08. marts 2008