|
|
24. juli Mandag 20-7
Ingen af
os havde sat vækkeuret og ved et held slog det indre ur til og vi kom i
omdrejninger el pronto. Vores rutine er at Lisbeth og bagage bliver sat af ved terminalen og mens jeg kører til P-pladsen, checker hun ind ved automaten. I år var jeg for sent ude med at reservere plads på lufthavnens P-anlæg, P15 eller P17 – der var udsolgt. I stedet blev det EuroPark's plads for enden af Amager Strandvej. Der er 13 minutters gang herfra til Terminal 2, så det er til at overse. Lufthavnen skulle have 480 kr. for 4 dages parkering og her kunne det gøres for 160 kr. Der er dog lidt mere skummelt, sammenlignet med de indhegnede og oplyste pladser hos lufthavnen. Vi skulle af sted fra terminal 2 og her var der bare rigtigt mange mennesker kl. 5 om morgenen, men alt blev klaret og morgenmaden kom i hus i transithallen. Vi har for en tid siden valgt ikke at fokusere på prisen for 2 glas juice, 2 rundstykker med pålæg, lidt røræg, bacon og brunchpølse, da vi ikke vil have ødelagt feriestemningen og glæden ved at skulle ud at opleve igen. Det er kun at konstatere, at Københavns Lufthavn umuligt kan sætte til med de priser. Transavia flyet var klar 5 minutter før tidsplanen og vi landede i Rom 20 minutter før planlagt – at det så tog en lille time før bagagen var fremme, tog vi med et afslappet smil. Vi er jo ikke i Kastrup, hvor alt måles i effektivitet. For resten er vi også på ferie.! Lejligheden, som vi ankom til omkring kl. 12, er som vi forlod den for et år siden – næsten. Det kan ses at den har været beboet siden da og er en smule slidt og det er synd, rigtigt synd at lejere ikke kan behandle tingene ordentligt og med respekt. Billederne er fra vores besøg i 2008 Eftermiddagen – en tur forbi Peterspladsen og Engelsborg og bare lidt rundt for at få opfrisket ruterne. Aftenen gik med at gennemgå teknikker ved at tage billeder i tiltagende mørke og i mørke, og Lisbeth er ved at forstå det der med at indstille manuelt og får nogle rigtigt gode billeder. Efter ankomsten sms’ede jeg med nabosøn Christopher og vi aftalte at mødes i morgen her i Staden, da han og kæresten Henriette er på Interrail tur gennem Europa og ville ankomme til Rom i aften fra Verona, hvor de har været nogle dage. Er Verden ret stor? Nej, vel? Tirsdag 21-7 Sovehjerte – ja. Totalt afslappet. Kunne have sovet formiddagen væk – tænk at være væk hjemmefra og så bare lade alt blive i DK. Det hjalp sikkert også at vi var rigtigt trætte efter den tidlige morgen i går. Aftalte med Christopher at vi skulle mødes omkring kl. 1 ved Engelsborg og det var mere end hyggeligt at møde ham og ikke mindst Henriette her sydpå, og vi havde det godt med hinanden og traskede fødderne flade. Vi aftalte at mødes igen onsdag morgen ved indgangen til Peterskirken kl. halv ni, så der er lidt ro for de mange besøgende, som kommer fra tidlig formiddag. Ellers aftalte vi at sejle en tur på Tiberen og så se, hvad dagen ellers bringer. Det er rigtigt hyggeligt at være sammen med dem. Dagens samlede travetur kom på lige godt 15 km. Forbavsende, da vi ikke følte os specielt trætte. Dog – Lisbeth havde trods alt fået vabler under fødderne. Håber det går bedre i morgen. Her er billeder fra dagen: Onsdag 22. juli Tidligt oppe, da vi skal mødes med de unge halv ni. Selv har vi ikke andet en små 15 minutter til at gå derned hvorimod de andre måtte med metroen uden fra Termini (hovedbanen), hvor de bor tæt på. Henriette og Christopher ville helt op i det øverste plan i Peterskirkens kuppel og vi takkede nej. Fra første niveau, som nås med elevator, er der 320 trin op. Det er en smal, buet gang, som er bygget mellem kuplens yderside og inderside og meget snævert og gangen advares mod besøgende der bl.a. har klaustrofobi, da man ikke kan vende om undervejs. De sendte en SMS deroppefra og sagde, at det var klogt at vi blev nede, da der var langt op og meget snævert. Vi blev på kirkens tag, hvor der også er en stor udsigt over byen. Her skilte vores veje i Rom. Vi glæder os allerede til at vi mødes igen derhjemme. De havde deres egne planer og Lisbeths trædepuder havde det ikke for godt efter de 15 km i går, så vi sejlede en tur på Tiberen, fik lidt at spise og fandt et ”vandhul” på vejen tilbage for at nyde en kølig pils. "Vandhul" for en kølig pils - den sidste i denne omgang. Herfra var der fri udsigt op til den øverste del af kuplen på Peterskirken og her ses de mange mennesker der har is i maven og kom helt til tops. Enden af huset vi boede i. Det smalle vindue vender ind mod badeværelset. Dagens småvandren løb sig alligevel op i små 5 km. Torsdag 23. juli Det er altid lidt trist at bryde op, pakke og skulle forlade en oplevelse, som har været god. Flyet bør lette 12.20 og det er aftalt med udlejer af lejligheden at de kører os direkte til lufthavnen for et fast beløb. Det er en god aftale, så vi ikke udsættes for kreative taxametre. Her kommer nogle billeder der viser udsigten fra vores terrasse: Turen til lufthavnen gik stille og roligt med en sindig chauffør og det var en stor modsætning til kørsel med taxa, hvor alle tror de aspirerer til at være kører for Ferrari. Flyet var forsinket – 3 kvarter, grundet optankning, men alligevel satte kaptajnen turbo på maskinerne, så ankomsten til Kastrup blev indhentet. Afgang 13.06 og ankomst 15.05. Planlagt afgang var 12.20 Bilen holdt som den skulle på discount P-pladsen og der blev købt lidt aftensmad på vejen – ja – til en pizza. ;-) Skulle nogen ønske at bo for sig selv i Rom, er her linket til Rome-Sweet-Home, som er en omfattende hjemmeside med mange tilbud på forskellige boliger. Igen en god tur og oplevelse.
|
|
Dette Websted blev sidst opdateret 12. december 2009