Israels kamp
Offentliggjort 29.12.08 kl. 03:00 / JP

Så forfærdende billederne fra Gaza i disse døgn forekommer, så nødvendigt er det konstant at holde sig konfliktens rødder for øje. Israel - omgivet af fjender, som vil fjerne den jødiske stat fra landkortet - befinder sig i en overlevelseskamp. Dét er udgangspunktet.

Israel har derfor en soleklar ret til selvforsvar. Volden, terroren, krigen kommer fra Gaza og påtvinges Mellemøstens eneste demokrati, Israel, som så reagerer med et fuldt legitimt »Nok er nok«.

Man kan diskutere proportionerne i det militære svar, om end det må anerkendes, at Israel synes at tage de hensyn til Gazas civilbefolkning, som selve krigens natur ellers vanskeliggør: Ifølge nyhedsbureauer er ca. 180 af de omkring 250 dræbte regulære Hamas-krigere.

Men der er grund til hele tiden at minde om disse grundlæggende forhold i den endeløse krig mellem Israel og de terrororganisationer, som omgiver landet, fordi der i så ulykkelig en konflikt hurtigt opstår en falsk symmetri, udmøntet i formuleringen: »De er lige gode om det. Ingen har noget at lade den anden høre«.

Dét er og bliver en manipulation; et moralsk og intellektuelt knæfald for volden og terroren. De to parter er netop ikke lige gode om det. Volden går én vej - og udløser så et svar. Israel har gennem årene givet sine fjender alle chancer. De er blevet afvist. Volden er tværtimod blevet optrappet:

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig ud af Sydlibanon. Har det ført til fred? Nej, raketterne regnede fortsat ned over Israel, så et militært svar på denne front blev uundgåeligt forrige sommer.

Efter massivt internationalt pres trak Israel sig i 2005 ud af Gaza. Har det ført til fred? Nej, raketter og mortérgranater har lige siden regnet ned over Israel - ifølge israelske opgørelser 6.300 raketter og granater i dette tidsrum(!). Et militært svar er også her uundgåeligt.

Gaza er én stor tragedie. De humanitære forhold er forfærdelige. Halvanden million mennesker er presset sammen på et areal som Langeland. Alle samfundsstrukturer er brudt sammen. Det eneste, der fungerer, er åbenbart det militære apparat og viljen til konstant at udfordre Israel.

Er det Israels skyld? Hvornår stiller det internationale samfund de skiftende palæstinensiske regimer til ansvar? I årtier har Vesten pumpet et svimlende milliardbeløb i Gaza. Også Danmark har bidraget rundhåndet med midler, som var tiltænkt almindelige palæstinensere og et forsøg på at gøre regionen mere selvhjulpen. Hvad er der blevet af pengene? Ja, efterhånden har verdenssamfundet fundet ud af, hvad den bundkorrupte Yassir Arafat brugte milliarderne til. Han flottede sig med et tocifret antal sikkerhedstjenester, foruden at hans privatkonti i udlandet blev holdt løbende forsynet.

Hvad Hamas bruger kræfterne og donorpengene til står efterhånden også klart. Der er bygget op mod 700 tunneler under grænsen til Egypten, som bruges til at smugle våben ind i Gaza, og man har kastet sig ud i en sideløbende kamp på liv og død mod den konkurrerende Fatah-organisation.

Israel kan ikke have noget ansvar for, at skiftende palæstinensiske ledelseskliker i den grad tager sin egen befolkning som gidsler i en formørket, fundamentalistisk kamp. Israel udgør reelt en vestlig forpost i denne kamp, hvilket understreges af, at på alle Israels fronter trækker Iran i trådene.

Vi skal forstå Israels situation. Men venner skal naturligvis også kritiseres, når der er grund til det.