Der var tidlig flyafgang skulle vi hilse at sige – allerede kl. 07.20 med Sterling og forventet landing i Nice kl. 09.30 – en smule forsinket ankomst.

Da vi ankom en dag før vi kunne flytte ind i huset i Théoule, havde vi valgt at besøge den berømte by Vence lige nord for Nice. Vi have hyret en Peugeot 307 men blev udstyret med en Opel Meriva, som ikke var noget dårligt bytte.

I stedet for at køre direkte til hotellet benyttede vi chancen til et smut til Monaco / Monte Carlo. Desværre var Fyrst Albert ikke hjemme, så vi måtte klare os selv. Vi fandt vejen igennem byen. Der hvor "Pitlane" ligger når Formel 1 er i byen. Vi passerede igennem det lette venstredrej og til det skarpe højresving opad mod det sted, hvor der til sidst skal bremses godt ned inden venstresvinget, for herefter at drøne ned ad bakken, og runde Kasinoet på vores højre side. Her "slap" vejen desværre op, da der var pil til venstre og der var vi tvunget til at dreje fra. Havde vi fortsat var vi kommet dertil, hvor racerne fortsætter ned mod det skarpe højresving før de næste venstre/højre sving, inden tunnellen.

Kan I følge med i denne beskrivelse? ;-)

Vi ankom til Hotel Diana i Vence et stykke over middag og fandt det uden den Mio navigator, som jeg troede, jeg havde glemt hjemme på skrivebordet. Hotellet er ret nyt og dejligt, dog uden restaurant, så vi gik ned på torvet midt på aftenen og kunne sidde udenfor og spise pizza og få den berømte læskedrik fra Atlanta, USA til. Det viste sig, at der i Lisbeths Calzone var rå æg, og så var hun færdig med den ret.

Forinden havde vi om eftermiddagen været inde i den gamle bydel og det var en stor oplevelse – alle de gamle huse og gyder. Det hele er lukket for kørende trafik. Vi kom ned i bunden af de små stræder og pludselig var vi omgivet af unge arabere og var ikke trygge ved det og vendte om.

I løbet af ugen skal vi bestemt tilbage til Vence og udforske byen yderligere.

Lørdag 22. oktober

I formiddag kørte vi fra byen efter et dejligt morgenmåltid på hotellet. Det småregnede og forinden var ruten lavet med den FUNDNE Mio navigator. Den lå såmænd på sin plads i tasken. Vi må have været snoskforvirrede da vi pakkede, for det var ikke meget der lå hvor vi troede i bagagen. Men sjælen kom med og det er det vigtige.

Vi kørte ad småveje til Grasse via den lille bjergby Gourdon, hvor skyerne lå i dalene. Grasse er berømt for fremstilling af parfumer og sæber. Vi besøgte sådan en virksomhed for en del år siden og kan grine af, hvor kommercielt sådan en rundvisning er. Med usvigelig sikkerhed ender man i et salgslokale, hvor man gerne skal købe hele varelageret. Efter Grasse gennem Pegomas og det var helt tydeligt, at vi nærmede os kysten. Alt det gamle og spændende miljø blev afløst af industri og beboelsesejendomme. Vi stoppede i Mandelieu og købte forråd til weekenden. Turen fra Vence til Théoule var på omkring 60 km, så det var til at overkomme.

Da vi ankom til Théoule ca. 13.30 og stoppede nede ved havnen, forsvandt skyerne og solen bød velkommen og hvad kunne vi ønske mere. Af sted og 150 meter op over havet ad de små snoede og kendte veje, til vi kunne lukke døre og skodder op og pakke ud (tingene har deres vante pladser) og så ud og nyde den dejlige terrasse med den vidunderlige udsigt.

Den store fototaske er taget med og planen er, at få taget en flok billeder uanset hvordan vejret i øvrigt arter sig. Turen vil også en af dagene gå til Flayosc, hvor Tove og Ivan havde deres hus. Det bliver sikkert minderigt, men også vemodigt.

Vi planlægger derudover at køre op til mange småbyer, hvor de brede veje endnu ikke er opfundet og i det hele taget bevæge os meget mere omkring end når solen skinner varmt og længe i maj, hvor vi tidligere kunne findes på disse kanter. Måske helt op til Gorges du Verdon (det franske Grand Canyon) – nu må vi se.

Søndag 23. oktober

Dagen startede med en pæn regnbyge, men temperaturen er allerede oppe på 15 gr. ved 8-tiden, så ingen klage.

Nu skal der laves et solidt morgenmåltid med æg. bacon, cocktailpølser, emmentaler, brie og masser af te.

Det der med det store morgenbord kom lige til at vente, men det blev til 2 forskellige slags te og frisk, sprød flutes med brie – vi skulle snart af sted på den første større oplevelse.

Vi kørte langs stranden via Cannes og Antibes til Nice, hvor vi ville køre ad parallelvejen til floden Var, som går direkte nordpå. Det med at finde vejen blev en større operation.

Den genfundne Mio Navigator er nu døbt Jette Beckmann (Jette eller Beckmann) alt efter hvor meget hun skal høre efter. J.B. er trafikrapporter på Københavns Radio og kan alt det der med morgentrafikken på veje og banenettet, men finde den elendige vej mod nord (mod Digne) kunne hun ikke. Grunden til at vi måtte finde et navn til navigatoren var, at den kæfter op når man ikke følger vejledningerne, og skal man svare igen, skal der altså et navn på. Helle Thomas kalder sin navigator "Olga" og Mette og Hugo – deres for "Linda". Jeg må have sendt en mail til J.B. og gjort opmærksom på, at hun må sætte sig mere ind i tingene. Til sidst blev det for broget efter at have pisket omkring på de samme veje, blev Jette lagt i dvale, og det naturlige kompas i chaufførens hoved tog over, og så stod der bare Digne over det hele. Nordpå gik det op igennem bjergene. Det var synd at der bare ikke var en lille bitte vigeplads, så der kunne tages et billede eller 2. Vi kom op på sletten og kørte mod vest mod Tuet-sur-Var og videre mod den meget spændende by Entrevaux der ligner en illustration fra en gammel eventyrbog, et gammelt fæstningsværk fra 1700 tallet. Man parkerer bilen på en større P-plads og går over en vindebro ind i et middelaldermiljø. Fæstningsværket skyldes Ludvig XIV. Hvorfor lave et fæstningsværk så langt fra alt? Det skyldes byens strategiske betydning i gamle dage. Der var gjort alt for at sikre dens forsvar. På toppen af bjerget ligger et "Citadel" – en borg, som man kommer op til af ni zigzag ramper, men det afstod vi fra og lod kameralinsen række derop. Det tog 50 år at bygge ramper og Citadellet og hvordan man har kunnet bygge sådanne værker, så langt fra alt, er en gåde. I byen ligger endog en katedral trods byens lille størrelse.

Herefter fortsatte vi mod Castellane, (her kunne Jette heller ikke finde rundt og foreslog diverse afkørsler ad gede- og fårestier og igen blev hun taget fra mikrofonen og lagt til hvile). Castellane ligger på Napoleonsruten fra Cannes til Grenoble. Her hersker de vilde bjerge og der er langt ned, så chaufføren sørgede kun for at holde bilen på vejen. I Castellane havde sulten meldt sig og her blev det til dejlige sandwichs. Ned ad ruten til Grasse og så var den lige vej tilbage rutine. En tur på godt et par hundrede kilometer.

Vejret artede sig stort set. Vi startede i regnvejr, men havde både tørvejr og solskin og solen skinnede endnu engang da vi kom "hjem".

Mandag 24. oktober

Vi har tidligere forsøgt at komme til Saint Tropez, men opgav dengang, da det var i sæsonen og køerne på vejene var for uoverskuelige. I dag valgte vi den smukke kystvej mod vest – forbi Esterels røde bjerge og havde håbet at komme op på et omtalt udkigspunkt, hvor der skulle være smukke udsigter ud over disse bjerge, men enten valgte vi den forkerte rute, eller også var udsigten "blevet væk". Videre mod St. Raphael / Frejus og kendte steder og første stop i Ste. Maxime, hvor der er gode minder fra. I første omgang en skuffelse, da byen er en oplagt turistby, og nu er mange af turisterne borte for i år, så mange af de lækre madsteder og delikatesseforretninger var lukkede. Dog var et af vores yndligssteder åbent. En delikatesseforretning med alt fra kager, tærter, stegte kyllinger, paella, og vores yndlingsskinke – en lille rund skinke, som er grillet længe og godt og smager himmelsk. Vi måtte købe sådan en og skal spise den med lun baguette.

Måske var vi uheldige, at det var mandag og der dermed var lukket mange steder? Vi traskede lidt rundt og var forbi det gamle, mindre indkøbscenter, hvor vi hentede megen god mad de gange vi boede i Irenes hus i byen for nogle år tilbage. Vi kom ned på stranden og solen brød for alvor igennem og det er stadig lidt utroligt at tænke på, at her kunne vi gå let påklædte med lidt sved på panden og nordpå er kulden ved at trænge sig på, men det er bl.a. forklaringen på, at mange flytter ned til disse kanter og lægger Danmarks lange, mørke og kolde tid bag sig.

Som Tove og Ivan altid sagde: I Danmark er det for koldt, lad os komme af sted til Provence og være der vinteren over.

Fra Maxime gik den relativt korte tur til Saint Tropez og allerede et stykke fra byen, var der store P-pladser, hvor biler kunne stå, hvis man ville opleve byen. Forbi havnen hvor de helt store lystbåde ligger og det er faktisk ufatteligt at se så megen rigdom alene i de kæmpe "fritids"-både der ligger side om side. Hvad de måtte koste er helt uvæsentligt, da det er beløb man ikke kan forholde sig til.

Byen er lig med turister og forretninger til at servicere dem / os. Det var sjovt at opleve stedet som BB gjorde berømt i 60’erne, og byen ligger smukt på en pynt med flot udsigt tilbage over "fastlandet", men vi kommer nok ikke på de kanter sådan lige igen.

Turen tilbage gik via Ste. Maxime og her kan vi tale om bilkø. Skal man mod øst eller nord fra Saint Tropez, er man tvunget til at passere Ste. Maxime og da der i dag var vejarbejde på kystvejen og alle, om de skulle mod øst eller nord, var tvunget til at benytte samme lille omkørsel. Værre er det i sæsonen – her kan det tage 3-4 timer at køre de 15 km mellem afkørselsvejen mod Saint Tropez og Ste. Maxime, så skidt, pyt – vi er på ferie, solen skinner og der er god musik i radioen. Vi smuttede fra køen i midten af byen og kørte ad kystvejen til Frejus, hvor det gamle Casino indkøbscenter er vokset til mega størrelse i de ca. 15 år siden vi var her for første gang – her for lige at handle de sidste ting ind for dagen. Glemte vi at fortælle, at temperaturen stod på 20 gr. det meste af dagen. Der blev endnu engang taget masser af billeder. Turen var på ca. 140 kilometer.

Tirsdag 25. oktober

Vågnede til dejlig blå himmel og ingen vind.

Følgende mail blev sendt til Jette "navigator" Beckmann og det bliver sjovt at høre / læse hendes kommentarer:

Hej Jette Beckmann

Som daglig lytter af dine meldinger i Københavns Radio, har vi denne lille fortælling fra vores ferieophold i Provence. Nedenstående er uddrag af vores dagbog:

Jeg må have sendt en mail til J.B. og gjort opmærksom på, at hun må sætte sig mere ind i tingene.

Til sidst blev det for broget efter at have pisket omkring på de samme veje, så Jette blev lagt i dvale, og det naturlige kompas i chaufførens hoved tog over, og så stod der bare Digne over det hele.   - - - - -

- - - Herefter fortsatte vi mod Castellane, (her kunne Jette heller ikke finde rundt og foreslog diverse afkørsler ad gede- og fårestier og igen blev hun taget fra mikrofonen og lagt til hvile). Castellane ligger på Napoleonsruten fra Cannes til Grenoble. Her hersker de vilde bjerge og der er langt ned, så chaufføren sørgede alene for at holde bilen på vejen.

Turen i dag gik til Biot. Endnu en gammel by (ret turistet) hvor der var masser af forretninger og væsentligst – der skulle være glaspusterier, men det var nu mest forretninger, som solgte de færdige produkter.

"Jette" bragte os uden de store problemer af snørklede veje til byen. Vi fik en meget slem forskrækkelse.

Vi kom kørende ad en 2-sporet vej, som lige pludseligt delte sig, sådan at i et højresving, hvor vi skulle have holdt til højre, valgte jeg at holde til venstre, hvor vejen fik 2 spor. Med det samme var jeg / vi klar over at den var helt gal og bremsen blev klodset helt. Samtidig med at jeg trak næste ud i grøften til højre og heldet var virkelig med os. En modkørende postbil opdagede vores fatale fejl og reagerede lynhurtigt og trak ind i sin højrebane, så vi ikke ramlede sammen. Lynhurtigt i bakgear og tilbage til det korrekte højresving, som kun var 25-50 meter tilbage og så talte vi ikke om det de næste minutter indtil vi åbnede og blev enige om, ikke at bruge energi på hvad der kunne være sket – det skete heldigvis ikke. Tilbage til Biot. I byen ligger en ydmyg kirke og endnu engang bliver man slået af det smukke lys der er inde i kirken og forhåbentligt bliver der et billede eller to, som kan gemmes.

Herfra kørte vi mod St. Poul de Vence – en gammel by med masser af historie og beliggende højt oppe. Vi begynder at få lidt erfaring – når der er anlagt P-pladser udenfor byen, så er det ikke alene for at holde den fri for kørende trafik, men også for at give plads for besøgende, som der var rigeligt af på denne sene oktoberdag, med guider og kamera-folk i mange sjove situationer. Der går lidt paparazzi i dagens fotografering, da det er umuligt og lidt uinspirerende at blive ved med at tage billeder af gyder og skodder m.m., så linsen indfangede andre kamerafolk og også et par nydelige eksemplarer af lokalbefolkningen. ;-)

Vores tanke var at genbesøge Vence, hvor vi kom fredag og tog de første billeder i gråvejr. Målet i dag var at tage nogle af de samme motiver i solskin, men da vi kom derop, var det blevet overskyet og vi besluttede at køre ned igen og følge kystvejen tilbage gennem Antibes og Cannes. Tiden var efterhånden inde til at tanke og det var tankevækkende at tanke 45 liter diesel efter 685 km. 15,2 på literen med meget blandet kørsel på bjergveje, motorveje og landeveje.

Hjemme igen lidt tidligere end de andre dage og der ligger bare en oksekotelet i køleskabet og venter på at komme på panden i aften, hvor den serveres med pebersauce, ovnkartofler og tomatsalat med flutes og en rigtig god rødvin. Det bliver mums.

Dagen bragte os ca. 120 km omkring.

Klokken er lige nu 19.15 og dørene er åbne og ude er det stadig så varmt at vi kan sidde ude.

En spontan bemærkning: At lave mad i Birgits køkken her i huset i Théoule er en ekstra fornøjelse ved opholdet. Tænk at være i et køkken, som indeholder hvad vi kan ønske og så kokkerere og have den smukkeste udsigt over bugten med al aftenbelysningen.

Onsdag 26. oktober

Igen er det dejligt at vågne op til en smuk morgen, hvor solen her ved 8 tiden er stået op og genskinner i en højtbeliggende bygning på den anden side af bugten.

Planerne i dag er beskedne. Turen går til Flayosc for at gense det gamle hus og ellers bare gå lidt rundt i byen, som vi egentligt aldrig har oplevet, da vi tidligere blot kørte igennem for at besøge vennerne. Det bliver motorvejskørsel til Le Muy og derfra op til Draguignan ad den brede vej og så "kravle" de sidste kilometer til Flayosc. Måske et smut forbi Lorgues eller Bagnols-en-Foret, hvor vi tidligere boede i Ellen og Jens’ hus ad et par gange.

Det blev det rene nostalgi. Ikke noget ræs. Hovedmålet var Flayosc og da vi kom dertil, parkerede vi nederst i byen og daskede op igennem hovedgaden, som er meget fransk, væk fra turismen. På den udendørs restaurant var der tid til både at få sin middagsmad og læse avisen med et lille glas rosé. Vi gik hele vejen op til huset og tidligere, når vi kom kørende i bil, kunne vi fare lidt vild på de få og små veje op til Impasse du Grenouillet nr. 59. Da huset ligger på kanten af landet, var der en dejlig ro og fred at spadsere og passere både olivenlunde og høstede vinmarker og vi gik direkte, den korrekte vej. Det var vemodigt igen at se huset stå tilskoddet, men det lader til, at ukrudtet holdes nede af??. Om huset er solgt eller ej, kan vi ikke vide.

Vi kørte igennem Lorgues hvor den berømte mesterkok Bruno huserer og hvor Tove og Ivan hentede deres rødvin i Lidl, som nu også har invaderet Danmark. De fortalte dengang, at når de havde fået tilbudsaviser og fandt nogle egnede vine, købte de f.eks 3 forskellige flasker, som kunne være gode emner. Så gik de ud til bagsmækken af bilen, lukkede flaskerne op og prøvesmagte og bestemte først her, hvilken vin de skulle købe en kasse eller to af. Jeg ville gerne se en dansker, som kommer ud af Brugsen derhjemme med 3 flasker under armen og står og prøvesmager bag bilen. Mon ikke der vil være ’hjælpsomme’ mennesker som ringer til et nummer der ender på "1448" for at anmelde drikfældighed?

Sådan var de, Tove og Ivan, også. ;-)

Vi prøvede at finde Cotignac, men er ikke sikre på at vi fandt byen, da der ikke var noget vejskilt og "byen" bestod af 3 skarpe sving og 10 huse. Målet med at se byen var, at Moff, som er Lisbeths faster, boede der for mange år siden, da hun ville lære det franske sprog og det kunne være sjovt at se byen, hvor hun boede. Efter hjemkomsten er det helt sikkert at vi ikke fandt byen, som har meget mere at byde på end ovennævnte.

Turen gik fredeligt hjemad igen og termometret slog rekorden med 21,5 grader og solen har skinnet dejligt og lunt hele dagen. Vejrudsigten lover tilsvarende vejr de sidste to dage vi er her og endog op til 22 gr., og det er da lige til at holde ud.

En tanke: Vi lytter meget til Radio Riviera, som er en engelsk station, hvor vi forstår budskaberne bedre end på de franske kanaler, hvilket er vores fejl, og hvor de spiller musik, som er rar at høre på.

Budskaber – RR er en reklamebaseret kanal, som ofte reklamere for Nordea Bank og mine tanker går til Langå Sparekasse i det jyske, som til forskel IKKE kræver gebyrer af alverdens transaktioner m.m.. Næ, ude på landet taler man om tingene og får dem på plads uden opkrævning af hver en bevægelse på tastaturet – om det så gælder for "kassens" personale eller ved egen homebanking.

NEJ – dette var ikke et reklameindslag for Langå, men et lille suk over, hvor meget de "store" skovler ind på gebyrer, som brugerne betaler for enhver ting, om man anvender personalet til eller for at gør arbejdet for dem hjemme.

Torsdag 27. oktober

Ingen planer for i dag.

Nyde den sidste dag for denne gang og nyde det gode og varme vejr Det eneste vi skal have købt er et kg gorgonzola (som vi plejer) – det koster intet sammenlignet med danske priser – ca. 80 kr. / kg. Det er da til have med at gøre.

Det blev til nogle timers sol på terrassen og det var bare dejligt at flade helt ud. Ned til det store supermarked sent eftermiddag for lige at indhandle det sidste, både gorgonzolaen og gums til Alexander (Panther), som passer Basse.

Dagen sluttede med at forsøge at tømme køleskabet over på potter og pander og det lykkedes – næsten. Billederne nedenfor er fra et af de gigant store fødevarecentre. Det hele er så rent og velholdt og så er udbuddet utroligt stort.

Et kig fra kystvejen og mod bjergsiden, hvor huset ligger:

Fredag 28. oktober

Flyet letter i dag kl. 12.45 og lander i Kastrup 14.55. Vi har smugkigget på vejrudsigten og den ser ikke så tosset ud. Solskin og omkring 15 grader. Jamen – sikke en afslutning på 8 dejlige dage. Rejse fra solen og komme hjem til den samme sol små 1.400 km længere nordpå. Meget mere er der ikke at ønske.

Vi kom dog noget ned på jorden, eller rettere blev der, da flyet ikke bare var forsinket, men forsinket rigtigt meget. 6 timer blev ventetiden fra check-in til flyafgang og sådan 6 timer er lange, specielt når der hele tiden kommer forskellige oplysninger om ændringer på oplysningsskærmen. Da der længe havde stået afgang 17.15 blev dette ændret til 18.15 og pludseligt meldte skærmen bare – "udsat", sådan helt lakonisk. Det endte med at flyet lettede 18.35 og landede 2 timer senere. Fejlen var, at et Sterling fly var brudt sammen og at dette satte dønninger af forsinkelser i gang.

Her, kl. 00.04, lørdag den 29. oktober, slutter dagbogen for denne ferie og vi er utroligt glade for de mange og dejlige oplevelser vi har haft i den forløbne uge.