Sommerhus i Ebeltoft - en forlænget weekend

22. september 2013

Startside Feriehus i Provence Rejser-Ferier Ture i Danmark Fotoalbum Golf Biler Motorløb Diverse Solvarme Brændeovn Madopskrifter Links

 

 

 


07. november 2009

31. oktober 2009.

Turen gik til Ebeltoft, igen en gang.

Det er nu lørdag eftermiddag, hvor mørket kommer nærmere og hyggeligt er det. Brændet prutter hyggeligt i ovnen.

 

Huset, vi var heldige at finde, har vi boet i siden - for et par dage siden – fra torsdag formiddag, da Mols færgen havde lagt til kl. 09.50. Hjemrejsen sker søndag med færgen kl. 12.00

10 minutters kørsel og vi var ved huset med den betagende udsigt over Ebeltoft vig. Ebeltoft by til venstre og området forbi Femmøller og ned mod Sletterhage til højre.

Endnu en gang har vi været meget heldige med vejret. Forlod hjemmet i gråt og lidt vådt vejr og da færgen anløb havnen kom den blå himmel med solen. Der må være ret gode relationer til vejrguderne, siden vi kan starte så godt.
Tænk at kunne have terrassedøren åben om eftermiddagen og have det lunt og godt? Vi skriver den sidste dag i oktober!

Det er blevet til lidt dovendage med meget læsning, lidt arbejde over telefon og bærbare og bare at nyde denne plet.

Der har været et par små ture. Pudsigt nok er det en prioritet at besøge Sletterhage Fyr.

  

På dette steds hjemmeside er der et link til at følge skibstrafik Verden over og for nogle, som mig, er det hyggeligt sådan at komme lidt rundt på verdenshavene eller følge færgerne fra Helsingør til Helsingborg. Det er også et must at komme forbi Mols Røgeri, som havde en ½ lækker ål og ikke at forglemme, lune fiskefrikadeller med deres hjemmerørte remoulade.

Vejret holdt sig flot til fredag aften, hvor skyerne trak over.

       

Havde taget billeder af månen forinden, hvor ISO værdien var for høj og derfor slettede jeg dem igen fra kameraet. (På dansk betyder det at billederne blev for grovkornede). Gør det aldrig i den forvisning om, at de kan tages om igen senere på aftenen. Skyerne satte et punktum for dette. Måske kan vi være heldige i aften, at der kommer en åbning. 

Vi var i Randers Regnskov og oplevede varmen og fugtigheden i dette specielle miljø. Fik lidt billeder med hjem derfra og undervejs et lille stop ved Clausholm Slot ved Voldum / Hadsten.

Desværre har Fregatten Jylland ikke været oplyst om aftenen hidtil. Jeg har medbragt det tunge fotogrej i håbet om at få nogle billeder fra denne vinkel – måske bliver lyset tændt her på denne lørdag aften?

Huset, ikke at forglemme. Super størrelse til 2, ja også til flere. Dejlig stue med den smukke udsigt, et velfungerende køkken, som skal stå for bagte kartofler, rødvinssauce og et par gode bøffer i aften. 2 ekstra soveværelser, som ikke anvendes til andet end depot for vores tasker m.m., og et dejligt badeværelse med Spa, som nok ikke kommer i brug.
Der er en effektiv brændeovn – ikke specielt stor, men den kan varme op. Morgentemperaturen kan være omkring de 15 gr. indendørs og indenfor en halv time er den over de tyve. Det hjælper gevaldigt på udgifterne til elvarme og så er det jo en rigtig hyggelig varmekilde at have, som også kendes hjemmefra.


Hyggeligt i aftenbelysning?

Turen hjem gik fint - næsten. Vi havde satset på den korte vej, men for en gangs skyld var færgen forsinket ved afgangen, så bilen måtte rulle ned over Holbæk. Her var tilkørslen til motorvejen spærret grundet vejarbejde, så det blev ikke en lang omvej, men en uendelig langsom omvej og vi var lidt uheldige med forsinkelser grundet andre vejarbejder, men småting når man tænker på de store køer man kan rende ind i i Tyskland.

Link til ejerens hjemmeside for dem der kunne få lyst til samme positive oplevelse: Skønt sommerhus ved Ebeltoft udlejes privat

Ja - endnu en god oplevelse i 2009. Hyggelige og rare dage endnu engang i Ebeltoft.

^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

16. oktober 2009

Der er nu lavet aftale med udlejer af et godt sted, lige på kanten af Ebeltoft. Huset er beliggende direkte mod syd og på en høj skråning, så vi kan se frem til en dejlig udsigt over Ebeltoft vig og over til Ebeltoft by med Fregatten Jylland.

Der er lokkende billeder fra udlejers hjemmeside - lidt appetitvækkere:

  

      

 

  

Som det kan ses er huset dejligt indrettet med brændeovn. Der er også elvarme og gulvvarme i bad, så  huset er brugbart på alle årstider.

Der er links til forskellige muligheder for aktiviteter:

www.fregatten-jylland.dk  Oplev verdens længste træskib.
www.reepark.dk (Ebeltoft Safari) - Se bl.a. fodring af aber, geparder og oplev falkoneropvisninger.
www.djurssommerland.dk  Én af landets største forlystelsesparker med mere end 60 attraktioner.
www.skandinaviskdyrepark.dk  Oplev bl.a. isbjørne og brune bjørne
www.kattegatcentret.dk  Nærmere kommer man næppe levende hajer og fodring af sæler - åbent året rundt.
www.randersregnskov.dk  Her er der bl.a. levende krokodiller og flotte vandfald og junglestier.

Randers regnskov har vi aldrig fået besøgt og Chris har hjulpet med et par fif om det at tage billeder gennem glas til f.eks. akvarier uden at billederne bliver forstyrret af reflekser. Spændende

Mols Bjerge er nu udpeget til Nationalpark. Her skal vi bestemt også lidt omkring.

Det er så dejligt let at komme til Ebeltoft. Køreturen til Odden tager kun 1½ time og efter sejlturen er der kun en kort køretur til huset.

Så er det kun at håbe at der ikke er storm over Kattegat når vi skal krydse. De senere dage har det været en sprød oplevelse at sejle med Mols Linjen, da der ind imellem var mere porcelæn på gulvet end på bordene. :o)

Vores tur i sensommeren 2007

  

Top

Startside

Dette Websted blev sidst opdateret 11. november 2009